1 Termisk indeklima og luftkvalitet

Bestemmelser vedrørende småhuses termiske indeklima og luftkvalitet fremgår af Bygningsreglement 2015, kapitel 6, Indeklima.

Overordnet skal bygninger opføres, så der under den tilsigtede brug kan opretholdes et sundheds- og sikkerhedsmæssigt tilfredsstillende indeklima (BR15, kap. 6.1, stk. 1). Reglementet anfører, at sundhedsmæssigt tilfredsstillende forhold i bygninger også omfatter komfort og velvære (Vejl. BR15, kap. 6.1, stk. 1). 

Indeklimaet omfatter bygningsrelaterede forhold, der påvirker mennesker under ophold indendørs. Det vil sige de termiske forhold, fx temperaturen af indeluft og indvendige overflader, oplevelsen af træk, samt luftkvaliteten, fx ventilationsraten og indholdet af farlige eller generende stoffer. Derudover også rummenes akustiske indeklima, fx lydisolation og efterklangstider, samt lysforholdene i form af både kvaliteten af dagslys- og kunstlys. 

Generelt har indeklimaet på befolkningsniveau nogen betydning for folkesundheden. For den enkelte beboer påvirker indeklimaet velvære og risikoen for at få alvorlige sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og kræft. Derudover kan et dårligt indeklima give symptomer som slimhindeirritation, træthed og hovedpine. Særligt alvorligt kan dette være for personer, der lider af astma eller allergi. En del smittespredning kan relateres til forhold ved indeklimaet (Kolarik et al., 2016). 

Der er et delt ansvar for kvaliteten af indeklimaet. Bygningens ejer er ansvarlig for, at der i bygningen findes de nødvendige forudsætninger for et sundhedsmæssigt tilfredsstillende indeklima. Samtidigt har bygningens brugere et ansvar for at opretholde et tilfredsstillende indeklima ved en hensigtsmæssig adfærd, jf. Byggelovens § 17 (Økonomi- og Erhvervsministeriet, 2010).  

Indeklimaets kvalitet kan for eksempel bestemmes efter DS 3033, Frivillig klassificering af indeklimaets kvalitet i boliger, skoler, daginstitutioner og kontorer (Dansk Standard, 2011c). 

Behandlingen af termisk indeklima og forureninger i indeklimaet i dette afsnit er med fokus på de forhold, der særligt gør sig gældende i småhuse. I en større sammenhæng vil mange af de behandlede forhold dog også gælde andre typer af boliger, fx etageboliger. 

Forhold vedrørende det akustiske indeklima og lyskvalitet behandles i henholdsvis afsnit 3, Støj fra installationer, og afsnit 4, Lysforhold – lys og belysning.

De termiske forhold indendørs påvirker menneskers varmebalance. Både høje og lave temperaturer kan være ubehagelige. 

Mennesker har behov for at opretholde en konstant indre kropstemperatur. Regulering af temperaturen kan ske ved kropslige ændringer. For eksempel justering af blodgennemstrømningen tæt ved huden, ved ændring af hud og hårs isoleringsevne (gåsehud) og ved afsondring af sved, der under fordampning køler, eller ved at øge muskelarbejdet, eventuelt i form af rystelser for at øge varmeproduktionen. Sådanne aktive processer er anstrengende og kan være meget ubehagelige ved blot nogle få graders forskel mellem komfortable og faktiske temperaturer. 

Varme udveksles med det omgivende rum ved konvektion direkte til den omgivende luft eller ved termisk stråling til overfladerne, der omgiver rummet. Ved stillesiddende arbejde og små luftbevægelser vil bidragene fra konvektion og stråling være i samme størrelsesorden. Ved øget lufthastighed øges betydningen af den omgivende lufts temperatur, og luftens kølende virkning forøges.

Varmebalancen opretholdes under termisk komfort ved justering af beklædning, aktivitetsniveau og tilpasning af temperaturen indendørs.

Temperaturen i et rum afgøres af husets varmebalance. Varmebalancen er forholdet mellem varmetab fra bygningen og varmetilskud til bygningen, se figur 2. Rum tilføres varme fra opvarmningssystemer og skiftende belastninger som solindfald, elektriske apparater og personer. Rummene mister varme som følge af varmetransmission gennem bygningsdele og ved udluftning og ventilation. 

I nye huse vil varmetilskuddet fra de skiftende belastninger kunne tilføre og fjerne meget varme sammenlignet med varmetabet ved transmission på grund af højisolerende vinduer og bygningsdele. De skiftende belastninger kan således være afgørende for dimensionering af varme- og ventilationsløsninger.

Figur 2. Illustration af hovedelementerne i husets varmebalance. Varmebalancen er forholdet mellem varmetab fra bygningen (transmissionstab og ventilationstab) og varmetilskud fra varmesystemer samt solindfald, personer og elektriske apparater.

Forholdet mellem varmetab og varmetilskud indgår også ved beregning af småhuses energibehov i henhold til krav i Bygningsreglement 2015, kapitel 7, Energiforbrug, se afsnit 5, Energiforbrug.

Lave temperaturer indendørs kan give nedsat bevægelighed af fingre og ubehagelig gåsehud eller sågar rystelser for at øge kroppens varmeproduktion. 

Høje lufthastigheder (træk) kan medføre hastigt skiftende temperaturer på huden. Oplevelse af træk er generende særligt under kolde forhold og kan give anledning til muskelspændinger. 

Endelig kan store, kolde overflader som vinduer uden tilknyttet varmekilde, give ubehagelig lokal afkøling af de kropsdele, der vender mod fladerne (kuldestråling). Under kolde forhold kan det være svært at skelne mellem ubehag fra kuldestråling og træk. Lave temperaturer kan også øge risikoen for kondens og fugtskader, som kan danne grobund for svampevækst og husstøvmider, se afsnit 1.5, Fugt, skimmelsvampe og husstøvmider. 

Træk fra kuldenedfald og kuldestråling vil i nybyggeri, hvor de enkelte bygningsdele overholder kravene til varmeisoleringsevne, være ubetydeligt. I særlige situationer, hvor det ikke kan undgås, bør gener fra temperaturforskelle, træk og kuldestråling modvirkes ved at placere varmekilder under høje vinduespartier og sikre god regulerbarhed af varmesystemer. For at nå bedste indeklimaklasse i den frivillige indeklimastandard DS 3033 (Dansk Standard, 2011c) skal der være varmekilder under alle vinduer med en rudehøjde over 1,2 meter. Dog accepteres en rudehøjde på op til 2,8 meter uden varmekilde, hvis rudens U-værdi er mindre end 1,2 W/m² K.

Nybyggede småhuse er karakteriseret ved meget tæt klimaskærm, tykt varmeisoleringslag og udnyttelse af passivt solindfald. Disse elementer reducerer indeklimaproblemer som for eksempel kondens og opfugtning af indvendige bygningsdele. 

Men disse tiltag kan også medføre udfordringer, der skal tages hånd om. Erfaringer fra eksisterende lavenergibyggerier i Danmark og Sverige viser således, at der i nogle tilfælde kan optræde en række komfort- og indeklimaproblemer knyttet til den øgede varmeisolering og fravær af virkemidler til at kompensere for skiftende belastninger. Problemerne omfatter blandt andet overophedning om sommeren og langsom eller utilstrækkelig opvarmning om vinteren efter udluftning eller perioder med sænket temperatur i boligen (Larsen, 2011). En række af disse problemer, fx overophedning, er også velkendte i eksisterende, nyere byggerier, men bliver særligt aktuelle i lavenergibyggerier, som på grund af den velisolerede klimaskærm let varmes op af solindfald og varmeafgivende indeaktiviteter. Det er særligt vigtigt i lavenergihuse at sikre mod ubehageligt høje temperaturer ved at sørge for tilstrækkelige muligheder for afskærmning mod solindfald og for udluftning. Beboerne skal også være særligt opmærksomme og foretage hurtige indgreb i forhold til solafskærmning og udluftning ved direkte solindfald, stor personbelastning eller andet, der giver store varmebelastninger.

Beboerne kompenserer for høje temperaturer ved at svede, nedsætte aktivitetsniveauet eller skifte beklædning. Afsondring af sved er en aktiv proces, der trætter kroppen. 

Det er ofte besværligt og omkostningskrævende at afhjælpe overophedning i boliger, når de først er opført, fx ved opsætning af solafskærmning. Derfor er det en fordel, hvis disse problemer kan identificeres og afhjælpes allerede i de indledende designfaser. Bygningsreglementet rummer krav om, at det termiske indeklima på solrige dage skal dokumenteres gennem beregning (BR15, kap. 6.2, stk. 2). Dokumentation kan ske på grundlag af simulering af forholdene i de kritiske rum baseret på Danish Design Reference Year, DRY 2013 (Wang, Scharling, Wittchen & Kern-Hansen, 2013), men for boliger kan dokumentationen dog ske på grundlag af en forenklet beregning, se SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2016).

Bygningsreglementets krav om, at der skal være et tilfredsstillende termisk indeklima, kan anses for opfyldt, når det gennem beregning kan påvises, at der maksimalt er 100 timer pr. år, hvor indetemperaturen overskrider 27 °C og 25 timer pr. år, hvor indetemperaturen overskrider 28 °C (Vejl. BR15, kap. 6.2, stk. 1).

Overophedning kan undgås ved anvendelse af solafskærmning af vinduer. Ved valg af solafskærmning er der stor variation i type og teknologi. Det er mest effektivt at placere afskærmningen udvendigt, da solens varmetilførsel til afskærmningen derved kan afleveres direkte til omgivelserne. Samtidig skal det overvejes, om det er mest hensigtsmæssigt med aktiv solafskærmning, hvor afskærmningen for eksempel køres ned foran ruden efter behov, eller passiv solafskærmning, hvor for eksempel et fastmonteret udhæng over ruden skærmer for solen, når den står højt på himlen i sommerperioden. Endeligt skal den løsning, der vælges, også tilpasses brugernes ønsker og behov, fx til udsyn og dagslystilgang. En aktiv solafskærmning kan være problematisk, hvis brugerne overstyrer systemet, fordi de ønsker at bevare udsynet til omgivelserne, mens en passiv solafskærmning har begrænset effekt mod øst og vest, hvor solen står lavt på himlen.

Forhold vedrørende anvendelse af solafskærmning er desuden behandlet i afsnit 4, Lysforhold – lys og belysning.

Der er udfordringer ved at anvende brændeovn i et nyt småhus. Især to indeklimatiske forhold må ofres opmærksomhed:

og 

Brug af brændeovne kan påvirke udeklimaet. Vejledning og regler på dette område findes på hjemmesiden www.braendefyringsportalen.dk.

I et nyt småhus kan en brændeovn i princippet dække varmebehovet. Af tabel 1 ses, at varmebehovet til rumvarme i et enfamiliehus på 180 m², der er opført i henhold til bygningsklasse 2020, maksimalt er 1250 kWh. Det svarer til, at en brændeovn med en ydelse på 5 kW kan dække varmebehovet ved at være i drift i 2,5 timer pr. dag i de 100 dage, hvor der er et behov for tilførsel af varme. 

Tabel 1. Varmebehov for et enfamiliehus på 180 m² afhængig af, om huset er opført som standardbyggeri eller som bygningsklasse 2020.

Hvis det tages i betragtning, at en konvektionsbrændeovn alene er beregnet til at varme det rum op, hvori ovnen befinder sig, er det åbenlyst, at det store problem består i at få varmen fordelt til husets øvrige rum. Problemet bliver tydeliggjort, hvis der tages udgangspunkt i en stue eller et køkken/alrum på 70 m² og ses på varmebehovet i afhængighed af forskellige udetemperaturer i sammenligning med varmebehov og brændeovnseffekt, se tabel 2. 

Tabel 2. Varmebehov [kW] i en stue eller et køkken/alrum på 70 m² i afhængighed af forskellen i temperatur inde/ude (ΔT).

Af tabellen ses, at en brændeovn på 5 kW i alle tilfælde vil være for stor, da der selv ved en temperaturforskel inde/ude på 30 °C, dvs. ca. -10 °C ude, kun er behov for en effekt fra brændeovnen på 3,2 kW, hvis huset er opført som standardbyggeri, og 2,8 kW, hvis huset er opført som bygningsklasse 2020. 

Løsningen består dels i at fordele varmen over tid og rum, og dels i at anvende en brændeovn, hvis effekt ikke overstiger husets samlede varmebehov. Det første kan opnås ved at benytte en ovn med stor masse, fx en masseovn eller en ovn med fedtstensbeklædning, og ved at koble brændeovnen til husets gulvvarme og varmtvandsbeholder. Det sidste opnås ved omhyggelig dimensionering af brændeovn, varmefordelingssystem og varmeakkumuleringsenheder, herunder husets varmtvandsbeholder. Således gælder, at behovet for opvarmning af varmt brugsvand i nye huse overstiger behovet for rumvarme. Det bør af samme grund overvejes at dimensionere varmtvandsbeholderen, så den vil kunne akkumulere varme i perioder med overskudsvarme. Systemet kan kombineres med et solvarmeanlæg, som kan fungere uden for opvarmningssæsonen.

Bygningsreglementets krav til klimaskærmens tæthed i kombination med, at der i et nybygget småhus ofte vil være installeret mekanisk ventilation med indblæsning, udsugning og varmegenvinding, betyder, at en traditionel brændeovn med indtag af luft til forbrændingen fra beboelsesrummene og en traditionel skorsten vil være i konflikt med ventilationssystemet. Der vil opstå risiko for udslip af røg og partikler fra brændeovnen til indeluften, fordi drivkraften i ventilationssystemets udsugning er større end trækket i skorstenen. 

Risikoen er størst i optændingsfasen. Situationen kan modvirkes ved at afbryde ventilationssystemet under optænding eller ved at åbne en (udeluft)ventil, en yderdør eller et vindue til det fri, ind til der er kommet tilstrækkeligt træk i skorstenen. En bedre løsning er at etablere et selvstændigt indtag af luft til brændeovnen, så lufttilførslen er uafhængig af driften af ventilationssystemet, som det kendes fra gas-kedler med balanceret aftræk.

For yderligere at reducere risikoen for udslip af partikler til indeklimaet kan nye brændeovne udstyres med elektronisk styring. Styringen gør, at forbrændingen bliver mindre afhængig af beboernes konstante tilstedeværelse og kvalifikationer, hvad angår brændefyring. Elektronikken sikrer, at ovnen til enhver tid tilføres den rette luftmængde. Målinger viser, at en elektronisk styret brændeovn brænder renere end en manuelt betjent og derfor afgiver færre partikler til omgivelserne. Som konsekvens forbruger en elektronisk styret brændeovn mindre brændsel end en manuelt betjent brændeovn. Ydermere sikrer elektronikken, at der ikke bliver varmere i huset end nødvendigt for at sikre optimal forbrænding. Elektronisk kontrol kan samtidig sikre, at eventuel overskudvarme overføres til gulvvarmesystemet eller til opvarmning af varmtvandsbeholderen.

Luftkvalitet

Luftkvaliteten er afgørende for, om mennesker i bygningen generes af ubehagelige lugte eller påvirkes af kemikalier, der kan give slimhinde-irritation eller andre sundhedsskader. Luftkvaliteten indendørs afgøres af afgasning fra byggematerialer og inventar, forurening fra aktiviteter i rummene, forureningsafgivelse fra personer i bygningen samt kvaliteten og mængden af den tilførte udeluft. 

En person, der sidder og læser eller skriver, afgiver i gennemsnit ca. 17 liter CO₂ og ca. 70 gram vand pr. time, og samtidig opvarmer personen omgivelserne med ca. 100 Watt. Desuden afgiver mennesker en række lugtende kemikalier, såkaldte ’bioeffluenter’. Desuden tilføres boliger en betydelig mængde vanddamp fra madlavning, rengøring, badning og tøjvask. 

I boliger anses fugtbelastningen normalt som afgørende for ventilationsbehovet. 

Det er vigtigt at vælge inventar og byggematerialer, der ikke afgiver sundhedsskadelige kemikalier eller lugte, der enten vil kunne virke generende eller vil kunne give anledning til øget udluftning og dermed også øget energiforbrug.

Inventar og byggematerialer kan være kilder til luftforurening af indeluften. Flygtige indholdsstoffer kan fordampe fra materialerne. En del materialer indeholder kemikalier, der ikke er flygtige, men som kan nedbrydes til flygtige stoffer ved reaktioner med luftens ilt eller stærkere oxidanter som ozon og kvælstofilter (Larsen, Kolarik, Gunnarsen & Lam, 2016). Formaldehyd afgives både fordi, det indgår i materialet, og som følge af, at stoffet dannes ved kemiske reaktioner i materialet (Kolarik, Gunnarsen & Funch, 2010).

Inventar og byggematerialer kan indeholde en række øvrige kemikalier, der mistænkes for at være sundhedsskadelige. Videngrundlaget er ikke fuldt dækkende for flere af disse kemikaliegrupper. Kemikaliegrupperne herunder omfatter:

Hertil kommer konserveringsmidler (Lundov, Kolarik, Bossi, Gunnarsen & Johansen, 2014) og pesticider, som kan være tilsat til maling og andre byggevarer for at øge evnen til at modstå angreb af skimmelsvampe. Indendørs bør man undlade at anvende produkter, der indeholder pesticider. 

Flere byggematerialer på markedet er omfattet af en frivillig klassificering af deres betydning for luftkvaliteten (Dansk Indeklima Mærkning). Mærkningen angiver den indeklimarelevante tidsværdi for et byggemateriale. Det vil sige den tid, som et materiales afgivelse af forureninger til luften i et standardrum er, om at nå ned under fastsatte værdier for lugt, irritation og andre sundhedsskadelige effekter. Herved får de projekterende og brugerne oplysning om, hvor længe, det kan forventes, at der optræder indeklimaproblemer på grund af anvendelsen af et givet materiale. Det er muligt på dette grundlag, at træffe forholdsregler, fx i form af øget ventilation i en periode, eller ved at vælge et andet, mindre forurenende materiale.

Afgasning som følge af forkert anvendelse af et byggemateriale kan imødegås ved at kræve, at der skal foreligge produktbeskrivelse med oplysning om byggematerialets anvendelsesområde samt vejledning om lagring, transport og montering. Herudover skal der foreligge oplysning om, hvordan materialet skal rengøres og vedligeholdes. En oversigt over indeklimamærkede produkter udgives af Dansk Indeklima Mærkning og kan findes på hjemmesiden: www.teknologisk.dk/dim.

Formaldehyd er en flygtig kemisk forbindelse, der primært bruges til konservering eller desinficering. Den kan også være et uønsket nedbrydningsprodukt fra visse typer lim og lakker. Formaldehyd forekommer i udeluften i koncentrationer op til 0,03 mg/m³, men der er oftest tale om højere koncentrationer i indeluften med værdier op til 0,20 mg/m³. Formaldehyd i indeluften kan tilskrives afgasning fra en lang række byggevarer, fx varmeisoleringsmaterialer, maling, træplader og gulve. Formaldehyd findes også i tobaksrøg, røg fra brændte træprodukter, tekstiler, møbler samt rengøringsmidler. Formaldehyd er sundhedsskadeligt og står på Miljøstyrelsens liste over farlige stoffer. Stoffet er af IARC (International Agency for Research on Cancer under WHO, World Health Organization) karakteriseret som kræftfremkaldende for mennesker.

Der er krav i Bygningsreglement 2015 om, at formaldehydafgivende stoffer kun må anvendes, hvis det ikke giver anledning til et sundhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima (BR15, kap. 6.3.2.2, stk. 1).

Formaldehydafgivelsen fra limede træplader må maksimalt svare til CE-mærkningens klasse E1, jf. DS/EN 13986 (Dansk Standard, 2015c) (Vejl. BR15, kap. 6.3.2.2, stk. 1). Disse kriterier er i Bygningsreglementet suppleret med en anbefaling fra WHO om en maksimal koncentration på 0,10 mg/m³ i indeluften – selv ved omfattende brug af byggevarer, der kan afgive formaldehyd. 

For at sikre mod høje koncentrationer af formaldehyd i indeluften anbefales det at sikre, at formaldehydafgivende byggematerialer, møbler og rengøringsmidler samlet set ikke giver formaldehydkoncentrationer over 0,1 mg/m³ i det færdige hus. Særligt ved omfattende brug af træbaserede plader vil det være relevant at skaffe dokumentation for formaldehydafgivelsen og vurdere denne afgivelse i forhold til mængden af plader og det forventede luftskifte i de aktuelle rum.

Forurening udefra omfatter partikler, gasser, lugte og kemikalier. Partikelforurening særligt fra trafikken, men også fra brændeovne og andre forbrændingsprocesser er af stor betydning for folkesundheden.

Menneskers forurening af jorden fører i enkelte tilfælde til indtrængning af forurening. Det kan være særligt aktuelt i forbindelse med indretning af boliger i tidligere industriejendomme eller opførelse af boliger på forurenede grunde. Særlig mistanke retter sig mod tjærestoffer fra gasværker og pesticider fra virksomheder beskæftiget med træimprægnering. Men også olieforurening fra brændstofanlæg og triklorætylen fra ældre renserier og afrensning på metalvarefabrikker har givet anledning til indeklimaproblemer.

Forurenet jord under boliger må ikke give anledning til sundheds- eller sikkerhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima (BR15, kap. 6.3.3.3, stk. 1). Den primære forebyggelse er fokuseret på at fjerne kilden til forureningen af indeluften. 

For at få overblik over jordforurening i Danmark skal forureninger, der udgør en trussel for miljøet, kortlægges. Når en ejendom bliver kortlagt, registreres dette i det offentlige matrikelregister
(www.mingrund.dk). Der henvises til regionernes og kommunernes hjemmesider angående informationer om klassifikation og jordflytning. Se også for eksempel SBi-anvisning 231, Fundering af mindre bygninger, 1.4 Forurening (Pedersen et al., 2011). 

Det er også krav om at undgå indtrængning af radon fra jorden, se afsnit 1.4.4, Radon.

Indtrængning af partikler fra bilers forbrændingsmotorer og fra bremsestøv, dækslid m.m. repræsenterer en sundhedsfare i boligers indeluft. Særligt boliger tæt på stærkt trafikerede gader vil være udsat for denne forurening. Indtrængningen kan reduceres ved at lufte ud i perioder, hvor trafikken er mindre intens og ved at udlufte mere gennem vinduer, der ikke vender ud mod gaden. Også mekanisk ventilation med filtrering i anlægget vil kunne reducere partikelindtrængningen betydeligt.

Partikler i udeluften fra brændeovnsfyring vil på samme måde som partikler fra trafik kunne trænge ind og forurene indeluften. Forebyggelse af indtrængning er som beskrevet for trafikforurening ovenfor. Se også afsnit 1.3, Brug af brændeovn.

Omfanget af forurening fra industri er betydeligt mindre nu end tidligere, og kun i meget få boliger bidrager industriforurening negativt til indeluftens kvalitet.

Landbrugets intensive dyrehold og jordbrug giver anledning til periodevis forurening med støj og lugtstoffer. Egentlige sundhedsfarer i den forbindelse er ikke identificeret, men generne kan være betydelige. Gylle og kloakslam giver omfattende lugtgener op til nogle uger efter spredningen. Lugtstofferne spredes i vindretningen, og de kan dermed være svære at forudsige baseret alene på jordbrugenes aktiviteter.

Radon er en radioaktiv luftart i jorden, der udløser radioaktiv stråling, som er sundhedsskadelig. Radon og tobaksrygning forstærker hinandens virkninger og øger risikoen for lungekræft. Radon bør derfor forhindres i at trænge ind i huse fra jorden. Radonindholdet i jorden varierer betydeligt over tid og over landet. Jordens radonindhold er højst i områder med en undergrund bestående af klippegrund og ler med sprækker, og lavest hvor der er sandjord i undergrunden.

Radon kan trænge ind i en bygning gennem revner og sprækker i konstruktioner mod jord. Radonproblemet er derfor især knyttet til rum i kældre eller i stueetagen i huse med terrændæk.

Radon trænger ind i bygningen, fordi der ofte er lavere lufttryk inde i bygningen end under bygningen. Der er derfor altid mere radon i indeluften end i udeluften. Hvis der er meget radon i indeluften, øges risikoen for lungekræft. 

Bygningsreglementet stiller krav om, at bygningen udføres, så det sikres, at radonindholdet ikke overstiger 100 Bq/m³ (BR15, kap. 6.3.3.2, stk. 2). En kontrolmåling af radonkoncentrationen i nybyggeri vil ofte være den mest effektive måde at sikre, at konstruktionerne mod jord er udført lufttæt, se for eksempel SBi-anvisning 232, Radon – kilder og måling (Rasmussen & Wraber, 2011). 

En radonmåling tager to måneder og foregår ved opstilling af små æsker med en fotografisk film (dosimetre), der er følsom for den radioaktive stråling. Udstyret fremsendes med posten, det opstilles af beboerne og returneres til målefirmaet ligeledes med posten. Efter få uger returneres en målerapport, hvoraf radonkoncentrationen vil fremgå.

Radonindtrængning kan begrænses ved at gøre fundamenter, terrændæk, dæk mod krybekælder, kældergulve og kælderydervægge samt samlinger mellem disse lufttætte. Det kan for eksempel sikres med lufttætte materialer eller med membraner. Desuden skal der tætnes omkring rør- og kanalgennemføringer i disse bygningsdele.

Erfaringen viser, at konstruktionerne og ikke mindst samlinger i mange tilfælde ikke forbliver lufttætte, fx når der etableres yderligere gennemføringer i forbindelse med nye installationer. Det anbefales derfor, at man altid i nye småhuse, som supplement til lufttætte konstruktioner, forbereder udsugning under gulvkonstruktionen, som for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 233, Radonsikring af nye bygninger (Rasmussen, 2015).

Der kan etableres et sug under terrændækket, som reducerer eller fjerner trykforskellen. Et sug kan være passivt i form af et rør, der føres fra et porøst lag under gulvkonstruktionen, fx det kapillarbrydende lag, og op over taget. Termisk opdrift og vindpåvirkning vil være drivkræfterne, som skaber et undertryk. Suget kan også være aktivt, hvor det er en ventilator, der skaber undertrykket. 

Fugt og skimmelsvampe er ødelæggende for bygninger og kan være sundhedsskadelige for brugerne. 

Det er derfor vigtigt at have kendskab til forhold, som kan forårsage eller fremme fugt og skimmelsvampevækst.

I Bygningsreglement 2015 er der krav om, at bygningskonstruktioner og -materialer ikke må have et fugtindhold, der ved indflytning medfører risiko for vækst af skimmelsvamp (BR15, kap. 4.1, stk. 5 og 6).

Vækst af skimmelsvampe skyldes opfugtning af byggematerialer. Materialerne kan blive opfugtet, når fugtdimensioneringen ikke er gennemført korrekt eller ved fejl i udførelsen. Der skal gennemføres beregninger af fugtforhold i konstruktionerne, og det er her vigtigt at være opmærksom på temperaturprofiler og behovet for fugtsikring og dampspærre. Der skal udvises stor omhyggelighed ved udførelsen af dampspærren således, at det sikres, at den ofte varme og fugtige indeluft ikke trænger ind i konstruktionerne og opfugter koldere bygningsdele i klimaskærmen 

Stigende fokus på begrænsning af varmetabet har medført, at huse bygges med mere varmeisolering. Dette giver koldere overflader i klimaskærmens ydre dele. Der skal således særligt fokus på sikring mod opfugtning af materialer i tagrum og ydre dele af facaderne. Opfugtning og udtørring kan ske langsomt over flere år, da materialernes evne til at indeholde vand er betydelig sammenlignet med de tilførte vandmængder. Der skal derfor være stor omhyggelighed under både projektering og udførelse af fugtsikringen i lagdelte konstruktioner.

Årsagen til opfugtning kan også være fejl i klimaskærmen, fx utæt tag, opstigning af fugt fra undergrunden, revner i facader eller utætte vandinstallationer. Husets ejer har ansvaret for sådanne fejl, og det er afgørende, at fejl opdages og afhjælpes hurtigt, fx gennem regelmæssig eftersyn af rør bag skabe og beklædninger og inspektion af loftsrum efter tegn på lækager og opfugtning.

Materialer kan også blive opfugtet, fordi beboerne har en uhensigtsmæssig adfærd. Det er nødvendigt at begrænse kilderne til fugt, at ventilere og udlufte tilstrækkeligt og at holde ensartede og komfortable temperaturer i alle husets rum. Tegn på utilstrækkelig ventilation kan være indvendig dug på ruder eller vinduesrammer og træværk, der slår sig eller buer. 

Beboerne har et betydeligt ansvar for, at et godt og hygiejnisk indeklima opretholdes. De fleste mennesker opholder sig hver dag på steder, hvor deres indgreb er afgørende for, at der kan tilvejebringes et godt indeklima.

I rum uden mekanisk ventilation vil der næsten altid være behov for, at brugerne med jævne mellemrum lufter ud gennem åbne vinduer. Almindelige anbefalinger er, at boliger udluftes med gennemtræk mindst tre gange om dagen i perioder af ca. 5 minutters varighed, og at man derudover foretager udluftning i forbindelse med særlige aktiviteter, fx støvsugning og gulvvask, efter gæstebesøg, efter madlavning og lignende, hvor indeluften tilføres mere forurening end normalt.

Særligt om vinteren anbefales det at foretage kraftige, men kortvarige udluftninger. På den måde kan luften udskiftes med kortvarige gener og på en energiøkonomisk måde, da overflader og inventar ikke vil nå at blive afkølet.

Hyppig rengøring anbefales. Fastsiddende smuds kan være depot for fugt og dermed også for bakterier og virus, der kan føre til infektionssygdomme. Støvet er et vigtigt depot for flere problematiske kemikalier, og støvet vil ofte kunne genophvirvles, og dermed føre til inhalation af kemikalierne.

Gulvbelægningen stiller ofte særlige krav til rengøringsaktiviteterne. Det er oplagt, at gulve med tæpper ikke kan vaskes, og at tilbundsgående rengøring dermed er uhyre vanskellig på tæppebelagte gulve. Gulve med mineralske og keramiske overflader som fliser og klinker kan rengøres med stærkt basiske rengøringsmidler som brun sæbe, mens trægulve og særligt linoleumsbelagte gulve kun kan tåle rengøring med mere neutrale rengøringsmidler.

Hvor ofte der skal gøres rent, afhænger i betydelig grad af boligens brug. De fleste mennesker vil foretage støvsugning eller lignede rengøring mindst en gang om ugen. Vaskbare gulve kan vaskes med samme frekvens eller måske lidt sjældnere. I forbindelse med behovet for at komme til bunds med smudset og samtidig få inspiceret boligens indvendige overflader for skader, anbefales det også at foretage hovedrengøring en eller to gange om året.