4 Lysforhold – lys og belysning

Bygningsreglementets indeklimarelaterede bestemmelser fremgår af kapitel 6, Indeklima, og reglerne vedrørende lys og belysning fremgår af underkapitel 6.5, Lysforhold. Desuden rummer reglementets kapitel 8, Installationer, i underkapitlet 8.1, Generelt, overordnede krav til installationers udførelse, herunder krav vedrørende sikkerhed og brand.

Bygningsreglementet henviser normativt til DS/EN 12464-1, Lys og belysning – Belysning ved arbejdspladser – Del 1: Indendørs arbejdspladser (Dansk Standard, 2011d) med det nationale anneks (NA) DS/EN 12464-1 DK NA (Dansk Standard, 2015). Standarden og annekset gælder for arbejdsrum og derfor normalt ikke for boliger og beboelsesrum. Imidlertid er der et stigende antal personer, som udfører en del af deres erhvervsarbejde i hjemmet. I de tilfælde, hvor hjemmearbejdet har et nærmere beskrevet omfang, stiller arbejdsmiljølovgivningen krav vedrørende blandt andet indretning og belysning, som lægger sig tæt op ad kravene til faste arbejdspladser. En nærmere beskrivelse af disse krav kan findes på arbejdstilsynets hjemmeside (www.arbejdstilsynet.dk). Dette afsnit behandler alene bygningsreglementets generelle krav vedrørende lys og belysning i beboelsesrum i småhuse, og altså ikke rum, der er indrettet som arbejdspladser i Arbejdstilsynets forstand.

Generelt skal arbejdsrum, opholdsrum, beboelsesrum og fælles adgangsveje have tilfredsstillende lys, uden det medfører unødvendig varmebelastning (BR15, kap. 6.5.1, stk. 1). Tilfredsstillende lys i beboelsesrum skal vurderes i sammenhæng med rummenes funktion samt boligens indretning og orientering, og er ikke kun et spørgsmål om meget lys eller en høj belysningsstyrke. 

Nyere forskning har gennem de seneste år frembragt ny viden om lysets betydning for menneskets døgnrytme, velbefindende og helbred (Benedetti et al., 2001) & (Wirz-Justice, 2006). Lysets påvirkning af døgnrytme hænger nøje sammen med tidspunktet på dagen, hvor man modtager lyset. Lyset kan således enten underbygge den naturlige døgnrytme eller modarbejde denne. Eksponeres man for meget lys tidligt på dagen, underbygges døgnrytmen, mens for meget lys om aftenen modarbejder døgnrytmen. Denne nye viden bør medtages i planlægning og indretning af boliger, således at det for eksempel sikres, at de rum, man færdes i om morgenen har rigeligt med lys.

Beboelsesrum og køkkener skal have en sådan tilgang af dagslys, at rummene er vel belyste. Vinduer skal udføres, placeres og eventuelt afskærmes, så solindfald gennem dem ikke medfører overophedning i rummene, og så gener ved direkte solstråling kan undgås (BR15, kap. 6.5.2, stk. 1).

Dagslyset har en række kvaliteter, som aldrig kan opnås alene ved kunstig belysning, og det har stor betydning for menneskers almene trivsel og velvære. Dagslys bør derfor altid opfattes som den vigtigste lyskilde i boligen, og selv i de mørkeste vintermåneder vil mængden af lys fra dagslyset gennem vinduerne langt overstige mængden af lys fra den kunstige belysning.

Lyset skaber rummet, og beslutninger vedrørende boligens orientering på grunden, dens form og indretning samt valg af vinduesstørrelser, dybde af rummene, udformningen af facaden og tagudhænget har afgørende betydning for, hvordan det enkelte rum påvirker brugerne. Om rummet opleves behageligt og interessant eller måske snarere ubehageligt eller kedeligt. Rummets kvalitet hænger altså nøje sammen med lysets kvalitet, og derfor bør lyset indgå med høj prioritet i planlægningen af de enkelte rum i boligen. Ud fra den viden, der findes i dag om lysets betydning for menneskets velbefindende og helbred, bør orientering og indretning af boligen også sikre, at der er rigeligt dagslys, specielt i de rum, man færdes i om morgenen.

Vinduets orientering er bestemmende for, hvor meget dagslys og solstråling der tilføres rummet, og for hvornår på dagen og året lysindfaldet er størst. Ved projektering af en bygning må man nøje vurdere ønsket om at maksimere dagslysudnyttelsen i sammenhæng med behovet for at kunne kontrollere varmetilskuddet fra solstrålingen.

Bygningsreglementets krav om, at rummene skal være vel belyste, skal primært sikre, at der er tilstrækkeligt med dagslys til almindelige aktiviteter i rummene. Vejledningens krav skal derfor opfattes som absolutte minimumskrav, der tager udgangspunkt i den mest kritiske situation, hvor himlen er overskyet. Vejledningen angiver to måder til at eftervise, at det overordnede krav er overholdt, som beskrevet i afsnit 4.2.2 og afsnit 4.2.3.

Den overskyede himmel er defineret sådan, at mængden af lys er uafhængig af orienteringen, og derfor er mindstekravet ens for rum, som vender mod syd og mod nord. I praksis er der imidlertid stor forskel på mængden af lys, som tilføres rum med forskellige orientering, jf. figur 23, og derfor bør boligen planlægges og indrettes efter den faktiske dagslysadgang.

Figur 23 viser varigheden af den globale belysningsstyrke på lodrette flader mod de fire verdenshjørner. Figuren viser, at en sydvendt facade, og dermed også et sydvendt rum, modtager langt mere dagslys end et nordvendt rum. For eksempel overstiger belysningsstyrken 20.000 lux i ca. 1.730 timer om året på en sydvendt facade, i ca. 1.500 timer på en øst- eller vestvendt facade, men kun ca. 970 timer på en nordvendt facade.

Derfor bør beslutninger om vinduesstørrelser og hele indretningen af boligens rum ikke være baseret på minimumskravet, men planlægges ud fra rummenes funktion og ønsker om tilgang af dagslys hen over dagen og året. Ud fra hensynet til menneskets døgnrytme og almene velvære vil det for eksempel være hensigtsmæssigt, at soverum vender mod øst, da meget dagslys om morgenen vil understøtte den naturlige døgnrytme. Omvendt vil meget dagslys om aftenen kunne virke negativt på døgnrytmen.

Figur 23. Varighed i procent af den globale belysningsstyrke (direkte og diffus), som over hele året rammer lodrette flader med orientering mod verdenshjørnerne. Kurver er beregnet ved hjælp af programpakken BSim (www.sbi.dk/bsim).

Bygningsreglementets vejledning vedrørende dagslys siger, at i beboelsesrum og køkken kan dagslyset i almindelighed anses for at være tilstrækkeligt, når glasarealet ved sidelys svarer til mindst 10 % af gulvarealet eller ved ovenlys mindst 7 % af gulvarealet, forudsat at ruderne har en lystransmittans (LT-værdi) på mindst 0,75 (Vejl. BR15, kap. 6.5.2, stk. 1). For boliger i bygningsklasse 2020 skal glasarealet svare til mindst 15 % af gulvarealet i beboelsesrum og køkken/alrum (BR15, kap. 7.2.4.1, stk. 6). Glasarealet skal forøges forholdsmæssigt ved reduceret lysgennemgang, fx solafskærmende ruder, eller formindsket lysadgang til vinduerne, fx ved tætliggende bygninger.

Hvis angivelserne af glasareal i forhold til gulvareal er opfyldt, jf. vejledningsteksten til kap. 6.5.2, stk. 1, vil rummet normalt kunne klare sig med dagslyset alene i størstedelen af dagtimerne. I praksis er der imidlertid ofte en række forhold, som begrænser dagslysadgangen til de enkelte vinduer, og vejledningen udtrykker, at der skal tages hensyn til disse faktiske forhold – normalt ved at øge glasarealet.

Lystransmittansen er defineret for stråling vinkelret på ruden, og korrektionen foretages ud fra forholdet mellem 0,75 og den aktuelle rudes lystransmittans. For en rude med en lystransmittans på for eksempel 0,65 skal glasarealet derfor øges med faktoren 0,75/0,65 = 1,15.

Ved angivelse af vinduesstørrelse er det vigtigt, at der skelnes mellem vinduesareal og glasareal. Normalt udgør glasarealet kun 60-80 % af vinduesarealet, hvilket betyder, at når vinduesarealet udgør 22 % af gulvarealet, udgør glasarealet typisk kun ca. 15 %. De 10 % glasareal ved sidelys er vejledende, og forudsætter, at vinduerne er placeret hensigtsmæssigt for dagslysets fordeling i rummet og i forhold til rummets anvendelse og indretning. Glasareal under normal bordhøjde (0,75 meter) bør kun medregnes med 40 % af arealet. De 7 % glasareal ved ovenlys forudsætter ligeledes, at vinduerne er placeret, så dagslyset fordeles i hele rummet. Hvis vin-duestypen er ukendt på projekteringstidspunktet, kan omregning fra karmlysningsareal til glasareal ske ved at multiplicere karmlysningsarealet med faktoren 0,7.

Vejledningen vedrørende arealet gælder ikke, hvis træer eller andre bygninger skygger for det aktuelle rums vinduer. I sådanne tilfælde skal glasarealet forøges forholdsmæssigt. Den nødvendige forøgelse kan for eksempel beregnes ved hjælp af SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008). Anvisningen tager udgangspunkt i dagslysfaktorer, og beskriver reduktionen af dagslyset ved forskellige forhold, der reducerer dagslysadgangen til vinduet. For at anvende anvisningens kurver, må man tage udgangspunkt i en bestemt afstand fra vinduet. Denne afstand bør vælges i forhold til dybden af rummet og de forventede aktiviteter i rummet. Se også efterfølgende afsnit 4.2.3, Eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra dagslysfaktor.

Anvendelse af ruder med solafskærmende glas kræver særlig opmærksomhed, da de udover at reducere solvarmen samtidig reducerer dagslyset – også på gråvejrsdage. Omkring halvdelen af solenergien findes i den synlige del af spektret, og derfor vil altid mindst halvdelen af den reducerede solvarme udgøres af dagslys. En belægning, der reducerer solvarmen med 40 %, vil altså mindst reducere dagslyset med 20 %. Hertil kommer glassets egne egenskaber, som yderligere reducerer forskellen mellem solenergitransmittans og lystransmittans. En typisk trelags rude med solafskærmende belægning og to lavemissionsbelægninger vil reducere solvarmen med ca. 68 %, mens dagslyset reduceres med ca. 41 % (Johnsen, 2016). Solafskærmende ruder ændrer også lysets farvesammensætning, så både lyskvalitet og farvegengivelse i rummet bliver dårligere, ligesom udsyn og udsigt forringes af den lavere lystransmittans og af farveændringen (Dubois & Johnsen, 2003).

Bygningsreglementets vejledning vedrørende dagslys angiver, at dagslyset også kan vurderes ud fra dagslysfaktoren, DF. I beboelsesrum og køkken kan dagslyset alternativt anses for at være tilstrækkeligt, når det ved beregning kan eftervises, at der er en dagslysfaktor på 2 % i halvdelen af rummet. Ved bestemmelse af dagslysfaktoren tages der hensyn til de faktiske forhold, herunder vinduesudformning, rudens lystransmittans samt rummets og omgivelsernes karakter (Vejl. BR15, kap. 6.5.2, stk. 1).

Dagslysfaktoren, DF, i et givet punkt i rummet er en fast størrelse, der normalt anvendes til at vurdere minimumsforhold, som indtræffer på overskyede dage. Der ses således bort fra direkte sollys. Dagslysfaktoren angives ofte i procent og er defineret som: Forholdet mellem belysningsstyrken E_indvendig i punktet i planet, normalt på et arbejdsbord eller tilsvarende, og den samtidige belysningsstyrke udendørs, E_udvendig, på et vandret plan belyst af en fuld himmelhalvkugle.

hvor

DF er dagslysfaktoren i et punkt i et plan (referencepunktet)

E er belysningsstyrken [lux].

For at bestemme dagslysfaktoren i hele rummet, skal der defineres et beregningsnet (eller målenet), der dækker hele rummet undtaget en randzone på 0,5 meter. For meget små eller smalle rum anvendes en randzone på 0,25 meter. Hvordan nettet bestemmes i arbejdsrum, er nærmere beskrevet i DS/EN 12464-1 (Dansk Standard, 2011d). Denne definition kan også anvendes for rum i boliger, og her vil den maksimale maskestørrelse i beregningsnettet typisk være 0,4-0,7 meter.

Ved eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra dagslysfaktoren skal der tages hensyn til de faktiske forhold, jf. vejledning BR15, kap. 6.5.2, stk. 1. Imidlertid kan det både ved beregning og ved måling være vanskeligt at fastslå, hvordan de 'faktiske forhold' er. Beregninger foretages ofte på et tidspunkt, hvor for eksempel indretning og farver på overflader endnu ikke er kendte, og målinger vil ofte give meget forskellige resultater for tilsyneladende ens lokaler og kan desuden give meget forskellige resultater, alt efter om løvfældende træer i nærheden bærer løv eller ej. Både beregninger og målinger af dagslysfaktoren er derfor behæftede med store usikkerheder og størrelsen af dagslysfaktoren i procent bør aldrig angives med mere end én decimal.

Ved beregning af dagslysfaktoren i et rum, skal der derfor tages hensyn til de samme forhold, som der korrigeres for ved eftervisning af kravoverholdelsen ud fra glasarealet beskrevet i afsnit 4.2.2, Eftervisning af tilstrækkeligt dagslys ud fra glasareal. Dagslysforholdene er herudover også meget afhængige af de indvendige overfladers lysreflektanser, og disse skal derfor også beskrives så godt som muligt på beregningstidspunktet, som beskrevet i det følgende afsnit.

Medmindre der er kendskab til de faktiske (eller forventede) overfladereflektanser, kan der regnes med følgende lysreflektanser: 

Lofter: 0,7

Vægge: 0,4 

Gulve: 0,1.

Ved beregningerne bør der dog tages hensyn til inventar, der kan opfattes som en del af rummenes permanente indretning, fx en gulvbelægning eller faste reoler, og som kan forventes at nedsætte reflektansen af en bygningsoverflade. I åben-plan områder af en bygning, fx storrumskontorer, bør der tages hensyn til reoler, der fungerer som adskillelser mellem de enkelte arbejdspladser. Reduktionen af dagslysfaktoren på grund af inventar er beskrevet i SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008).

Der findes en række beregningsprogrammer, som kan benyttes til at beregne dagslysfaktorer i rum med simpel geometri. En oversigt over ni af de mest anvendte programmer er givet i rapporten Dagslysberegninger i praksis (Iversen et. al, 2013). Alle beregningsprogrammer har visse begrænsninger, og kun ganske få programmer kan benyttes ved komplekse rum. For almindelige, rektangulære rum, kan de fleste programmer benyttes, men ofte vil det være hurtigere at bestemme aktuelle dagslysfaktorer ud fra forudberegnede kurver, se fx SBi-anvisning 219, Dagslys i rum og bygninger (Johnsen & Christoffersen, 2008). Anvendelse af forudberegnede kurver kræver kendskab til beregningsforudsætningerne, og at der korrigeres for de forhold, som er anderledes i det aktuelle tilfælde.

Bygningsreglementet angiver, at beboelsesrum skal forsynes med vinduer, der er anbragt, så personer i rummene kan se ud på omgivelserne (BR15, kap. 6.5.1, stk. 2), og vejledningen angiver blandt andet, at beboelsesrum, der primært belyses via ovenlys, altid forsynes med sidevinduer, så der etableres udsyn til omgivelserne (Vejl. BR15, kap. 6.5.1, stk. 2).

En af vinduets vigtige funktioner er, at skabe udsyn og kontakt til det fri og give mulighed for at følge ændringer i vejr og tid. Vinduets form og placering bør give kontakt med eller 'overblik over' de dele af motivet, som kan ses gennem vinduet og er interessante. Udsynet eller udsigten til omgivelserne er en af de vigtigste faktorer for personers oplevelse af rummet. Ved store vægtykkelser bør vinduerne ikke være for smalle, idet både dagslysindfald og udsyn reduceres væsentligt af de dybe vindueslysninger.

De fleste typer af solafskærmninger påvirker udsynet kraftigt, og derfor bør kravet om udsyn også ses i sammenhæng med kravet om, at vinduer skal udføres, placeres og eventuelt afskærmes, så solindfald gennem dem ikke medfører overophedning i rummene, og så gener ved direkte solstråling kan undgås (BR15, kap. 6.5.2, stk. 1). Ved valget af afskærmning bør det derfor vurderes, i hvilken grad udsynet reduceres, og oplevelsen af rummet forringes, når der skærmes af for direkte sollys.

Bygningsreglementet stiller ingen direkte krav til elektrisk belysning i småhuse udover det generelle krav, at beboelsesrum og fælles adgangsveje skal have tilfredsstillende lys (BR15, kap. 6.5.1, stk. 1). 

Ved planlægning og indretning af ældreboliger, der er sammenlignelige med småhuse, bør man være opmærksom på, at ældre mennesker kan have behov for et belysningsniveau, der er op til tre gange højere end til yngre mennesker. Desuden er belysning en hjælp til at finde rundt, bl.a. for synshandicappede, når den:

Blændfri belysning kan for eksempel opnås ved at skærme selve lyskilderne af.

Forhold vedrørende belysning i ældreboliger er for eksempel beskrevet i SBi-anvisning 263, Plejeboliger for personer med demens – Detaljer og eksempler (Sigbrand et al., 2016).