2 Boligventilation

2.1 Udgangspunkt for ventilation

Definition af ventilation

Den almindelige definition af ventilation er:

’Transport og udskiftning af luften inde med det formål at forbedre indeklimaet.’

Ventilation af bygninger er et vigtigt element i opfyldelsen af menneskers hygiejniske og komfortmæssige behov for indeluft af acceptabel kvalitet og i kontrollen af fugtforholdene i rummene. Ventilationen skal samtidig medvirke til at opretholde et acceptabelt termisk indeklima på en energiøkonomisk måde.

Mekanisk og naturlig ventilation

Småhuse kan i henhold til bygningsreglementet ventileres ved mekanisk ventilation eller naturlig ventilation (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 3 og 6).

Ved mekanisk ventilation er drivkræfterne elektrisk drevne ventilatorer, hvor indeluft fjernes ved udsugning i husets fugt- og luftforurenede rum, og udeluft tilføres ved indblæsning i beboelsesrummene.

Drivkræfterne i et naturligt ventilationssystem er termisk opdrift og vindpåvirkning af huset. Indeluft fjernes gennem emhætte i køkkenet og aftrækskanaler i de fugt- og luftforurenede rum, mens udeluft tilføres via udeluftventiler eller andre åbninger i ydervæggene i beboelsesrummene.

Udvalgte karakteristika ved henholdsvis mekanisk og naturlig ventilation fremgår af tabel 3 og tabel 4.

Principper for naturlig og mekanisk ventilation gennemgås i afsnit 2.3, 2.4 og 2.5.

Tabel 3. Udvalgte karakteristika ved mekanisk ventilation af småhuse.

Fordele
+	Funktionen er uafhængig af udeklimaet og afhænger i mindre grad af beboernes adfærd
+	Det er muligt at modgå trækgener
+	Energiforbruget til opvarmning af tilluften om vinteren reduceres på grund af varmegenvinding
+	Filtrering af tilluften er mulig, hvorved også koncentrationen af partikler kan nedbringes
Ulemper
÷	Der kan forekomme støj både direkte fra selve anlægget og indirekte via kanalsystemet
÷	Systemet indebærer driftsudgifter til filterskift og vedligeholdelse
÷	Fjernelse af overskudsvarme på varme dage er energikrævende
÷	Behov for areal- og pladskrævende føringsveje for småhuse i to etager

Tabel 4. Udvalgte karakteristika ved naturlig ventilation af småhuse.

Fordele
+	Der er intet elforbrug til drift af selve ventilationssystemet, bortset fra et evt. elforbrug til automatisk styrede ventilationsåbninger
+	Systemet fungerer lydløst
+	Systemet kan sikre udelufttilførsel til fjernelse af overskudsvarme
Ulemper
÷	Funktionen er afhængig af udeklimaet og beboernes adfærd
÷	Det kan være vanskeligt at vurdere, om ventilationen er tilstrækkelig til at modvirke skimmelvækst og husstøvmideforekomst
÷	Det er svært at sikre effektiv filtrering af den tilførte udeluft
÷	Der kan forekomme træk fra udeluftventiler – navnlig på kolde dage
÷	Støj udefra kan overføres via udeluftventiler og medføre gener
÷	Systemet indebærer et energiforbrug til opvarmning af ventilationsluft, da der ikke anvendes varmegenvinding

Kombineret mekanisk og naturlig ventilation

Mekanisk ventilation er særligt fordelagtigt i vintersituationen, hvor tilluften opvarmes, og varmen i fraluften genvindes i varmegenvinderen, mens naturlig ventilation er fordelagtigt i sommersituationen, hvor princippet er effektivt til at fjerne overskudsvarme.

Udfordringen ved at kombinere de to principper er fastlæggelse af en hensigtsmæssig styringsstrategi i overgangsperioderne. Varigheden af fordelene ved henholdsvis mekanisk ventilation og naturlig ventilation kan i overgangsperioderne være så kort, at skiftet mellem de to driftssituationer kan være svær at fastlægge til en stabil styringsstrategi.

Princip med kombineret naturlig og mekanisk ventilation uddybes i afsnit 2.6, Kombineret mekanisk og naturlig ventilation.

2.2 Bygningsreglementets bestemmelser

2.2.1 Generelle bestemmelser

De indeklimarelaterede ventilationsbestemmelser i Bygningsreglement 2015 fremgår af kapitel 6, Indeklima, og navnlig – men ikke alene – af kapitel 6.3.1, Ventilation. Bestemmelser, der vedrører ventilationssystemers udførelse, drift, vedligeholdelse og elforbrug, fremgår af reglementets kapitel 8.3, Ventilationssystemer.

Reglementet henviser i kapitel 8.3 normativt til DS 447, Ventilation i bygninger – Mekaniske, naturlige og hybride ventilationssystemer (Dansk Standard, 2013a). Standarden udgør derfor også en del af den lovgivning, der gælder for ventilation i bygninger.

Ventilationsbestemmelserne på indeklimaområdet varetager alene almene ventilationsbehov. Hvis der i en bolig er rum, hvor der udføres erhverv, kan der være yderligere regler, som i så fald stilles i medfør af arbejdsmiljølovgivningen. Ventilationsbestemmelser, som varetager sundhedsmæssige hensyn, skal være opfyldt gennem hele bygningens levetid.

Generelle krav til ventilation i bygninger, som naturligvis også dækker småhuse, fremgår af BR15, kap. 6.3.1.1, stk. 1-5. I korthed gælder at:

Bygninger skal ventileres, og at det skal sikres, at ventilationssystemer mindst yder de tilsigtede ydelser
Udelufttilførsel skal ske gennem åbninger direkte til det fri eller med ventilationsanlæg med indblæsning
Ventilationen ikke må medføre, at der optræder træk i opholdszonen, se definition i Appendiks A. Ventilation.
Luftoverføring mellem rum må ikke ske fra mere til mindre luftforurenet rum
Ventilationsanlæg og ventilationsåbninger må ikke tilføre stoffer, herunder mikroorganismer, som gør indeklimaet sundhedsmæssigt utilfredsstillende.

2.2.2 Ventilationens størrelse

I beboelsesrum såvel som i boligen totalt skal der være en udelufttilførsel på mindst 0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 1).

I boliger med normal lofthøjde svarer en udelufttilførsel på 0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal til et luftskifte på omkring 0,5 gange pr. time.

Begrebet ’luftskifte’ har frem til Bygningsreglement 2008 (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2008) været den almindelige udtryksmåde for ventilationens størrelse. Luftskiftet er et udtryk for en volumenstrøm [m³/h] sat i forhold til et rumfang [m³]. Enheden for luftskifte er således [m³/h pr. m³] eller det mere alment anvendte ’gange pr. time’ [h^-1]. Med anvendelse af enheden l/s pr. m² følges SI-systemet.

Hvis lofthøjden er lavere end 2,5 meter, vil kravet på 0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal medføre et luftskifte, som er lidt større end 0,5 gange pr. time.

DS 447 (Dansk Standard, 2013a) stiller krav om, at der i forbindelse med valg af ventilationssystem til huset skal redegøres for valget. Ved anvendelse af ventilation, der er baseret på flere samtidigt virkende ventilationssystemer, skal systemernes samspil og gensidige påvirkning beskrives.

2.2.3 Emhætte

Krav til emhætte

I køkkenet skal der over kogepladerne være en emhætte med regulerbar, mekanisk udsugning uanset, om småhuset har mekanisk eller naturlig ventilation. Emhætten skal have afkast til det fri, og den skal have tilstrækkelig effektivitet til at opfange luftformige forureninger fra madlavningen. Udsugningen skal kunne forøges til mindst 20 l/s (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 2).

Emhætten kan være med eget afkast til det fri, eller den kan i mekanisk ventilerede småhuse indgå som en del af boligens ventilationsanlæg.

Krav om emhætte, fjernelse af luft og tilførsel af luft gælder også i de tilfælde, hvor køkkenet er en del af et beboelsesrum.

I tidligere bygningsreglementer har kravet til udsugning i køkkenet været mindst 20 l/s. Reglementerne anførte samtidig, at den permanente udsugning i køkkenet kunne ske gennem emhætten. Emhætter har af blandt andet den grund traditionelt været indrettet med en grundudsugning på ca. 20 l/s og en forceret kapacitet i størrelsesordenen 40 l/s. Det er imidlertid en udbredt opfattelse, at selv med avancerede udformninger af selve emhætten er 20 l/s henholdsvis 40 l/s utilstrækkeligt til effektivt at opfange luftformige forureninger i forbindelse med madlavning. Det anbefales derfor at anvende emhætte med væsentlig større kapacitet.

Emhætte ved mekanisk ventilation

Tilsluttes emhætten det centrale ventilationsanlæg, skal der være et filter til beskyttelse af varmegenvinderen mod tilsmudsning. Hvis aggregatet er udstyret med roterende varmegenvinder, anbefales det at anvende emhætte med eget afkast på grund af risiko for overførsel af lugt til tilluften.

Det er normalt, at driften af en emhætte med eget afkast kan afbrydes. Da den mekaniske udsugning i køkkenet skal være aktiv hele døgnet, vil det derfor være nødvendigt at sikre udsugning i køkkenet på anden måde, i de perioder, hvor emhætten er slukket. Den almindelige løsning er en separat fraluftsventil koblet til ventilationssystemet.

Anvendelse af en emhætte, som ikke er tilsluttet ventilationssystemets varmegenvinder, og hvor den udsugede luft derfor bortkastes, vil have begrænsede energimæssige konsekvenser, da en emhætte typisk kun er i drift kortvarigt.

Emhætte ved naturlig ventilation

I naturligt ventilerede småhuse må emhættens afkast ikke tilsluttes aftrækskanalen i køkkenet. I de perioder, hvor emhætten ikke er i drift, hvilket typisk vil være størstedelen af døgnet, vil tryktabet over emhættens filter, motor m.m. reducere effekten af de naturlige drivkræfter, hvorved luftfjernelse gennem aftrækskanalen begrænses eller helt ophører.

2.3 Overvejelser ved installation af mekanisk ventilation

De primære komponenter i et mekanisk ventilationssystem er selve ventilationsaggregatet og kanalsystemet. Hovedkomponenterne i ventilationsaggregatet er beskrevet i afsnit 2.4.3, Ventilationsaggregat.

Retningslinjer og regler vedrørende støj fra ventilationsanlæg er beskrevet i afsnit 3, Støj fra installationer.

2.3.1 Placering af aggregat

Et ventilationsaggregat til mekanisk ventilation i småhuse er typisk fremstillet som en kompakt enhed bestående af ventilatorer (tilluft og fraluft), filtre, spjæld, varmegenvinder m.m.

Det bør tilstræbes, at aggregatet anbringes i den opvarmede del af huset, dvs. inden for husets klimaskærm. Herved mindskes varmetabet og energieffektiviteten øges. Desuden reduceres risikoen for, at der opstår utætheder, da antallet af gennembrydninger af klimaskærmen kan begrænses.

Aggregathusets fire kanaltilslutninger – udeluftindtag, tilluft, fraluft og afkast – kan være udført i vandret plan eller i lodret plan. Aggregater med vandrette tilslutninger er almindeligvis velegnede til placering i loftrummet i huse med tilstrækkelig taghældning. Aggregater med lodrette tilslutninger kan placeres i for eksempel et bryggers, hvor tilslutningerne i toppen af aggregatet letter lodret kanalføring til indtag og afkast og føring af kanalsystemet over lofterne i huset.

Desuden findes der særligt udformede aggregater med en karakteristisk lav byggehøjde og kanaltilslutninger i vandret plan. Aggregattypen, som især er udviklet til indbygning over et nedhængt loft, fx i et badeværelse, anvendes sjældent i småhuse, men oftere ved renovering af etageboliger, hvor pladsen er trang, og det eksisterende naturlige ventilationssystem erstattes af mekanisk ventilation med decentrale anlæg.

Indtag- og afkast skal placeres, så indtagsluften ikke forurenes af afkastluften. Indtag bør desuden ikke orienteres mod luftforurenet område, fx trafikeret vej.

Afkast skal desuden placeres og udformes så ubehagelige lugte eller forureninger ikke føres tilbage til for eksempel oplukkelige vinduer.

Eksempler på placering af ventilationsanlæg i henholdsvis loftrum og bryggers er vist i figur 3 og figur 4.

Figur 3. Eksempel på ventilationsaggregat anbragt i loftrum med føring af kanaler for tilluft (blå pile) og afkastluft (røde pile). Afkast fra emhætte er ført over tag via selvstændig kanal.

Placering af aggregatet i loftrummet har den fordel, at aggregatet ikke optager plads i beboelsesrummene, og risikoen for gener på grund af støj fra selve aggregatet mindskes. Til gengæld besværliggøres forholdene for serviceteknikeres periodiske kontrol af aggregatet, samtidig med at beboernes rutinemæssige overvågning af driften, herunder skift af filtre, kan risikere at blive mangelfuld. Ved placering i loftrum skal det sikres, at aggregat og kanaler varmeisoleres iht. til DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer (Dansk Standard, 2013b).

Uanset om aggregatet anbringes i et bryggers eller i et loftrum, skal det sikres, at der er den nødvendige plads omkring aggregatet, så det er muligt at servicere dette. Navnlig foran aggregatet kan der være behov for plads, og det skal være muligt at åbne døre eller lemme fuldt.

Varmegenvinderen skal forsynes med kondensafløb, der skal være vand- eller luftlås med tilstrækkelig lukkehøjde på kondensafløbet, og vandlåse skal sikres mod udtørring og frostsikres. Det kan ofte være forbundet med flere udfordringer at leve op til foranstaltningerne, når aggregatet placeres i et loftrum, end hvis aggregatet placeres for eksempel i et bryggers. Også fremføring af varmerør til en eventuel vandbaseret varmeflade kan være mere problematisk med en placering i et loftrum.

Figur 4. Eksempel på ventilationsaggregat anbragt i bryggers med føring af kanaler for tilluft (blå pile) og afkastluft (røde pile) i loftrummet. Emhætte er koblet til ventilationsaggregat.

Aggregat og kanaler bør så vidt muligt anbringes inden for husets tæthedsplan. Hvis el-tilslutning til aggregat, kanaler og andre tilslutninger gennembryder tæthedsplanet, skal lufttæthed sikres ved anvendelse af manchetter og holdbare tætningsmaterialer. Hvis anlægget anbringes i et uopvarmet loftsrum, skal aggregatet og kanaler varmeisoleres, og kondensafløb og tilhørende vandlås i forbindelse med varmegenvinderen skal frostsikres, se afsnit 2.4.5, Kondens og modvirkning af isdannelse i varmegenvindere.

Eksempel på placering af ventilationsaggregat i loftrum og bryggers med angivelse af installationstilslutninger og friareal til service er vist i henholdsvis figur 5 og figur 6.

Forhold vedrørende lufttæthed og eksempler på lufttæt gennemføring af ventilationskanal i loftkonstruktion med dampspærre er vist i afsnit 5.8, Klimaskærmens tæthed. Se også for eksempel SBi-anvisning 267, Småhuse – klimaskærmen (Møller et al., 2016).

Figur 5. Eksempel på ventilationsaggregat med vandrette tilslutninger, der er placeret i loftrum uden opvarmning. Kondensafløb skal sikres mod frost og udtørring og skal føres til gulvafløb. Se også afsnit 3, Støj fra installationer.

Figur 6. Eksempel på ventilationsaggregat med lodrette tilslutninger monteret i almindeligt skab (0,6 × 0,6 meter), fx i et bryggers.

Energi og støj

Kanalsystemet indebærer et tryktab, som har indvirkning på energiforbruget til lufttransport. For at minimere energiforbruget bør ventilationsaggregatet derfor anbringes centralt i huset.

Af hensyn til risikoen for støjgener bør ventilationsaggregatet anbringes i afstand fra for eksempel soverum. Det kan således være nødvendigt at finde et kompromis mellem energi- og støjtekniske hensyn.

For at modvirke støjgener skal ventilationsaggregatet desuden monteres på vibrationsdæmpende underlag og kanalsystemet sikres mod spredning af støj, se afsnit 3, Støj fra installationer.

2.3.2 Kanalsystemet

Nogle af de hensyn, som må tages i betragtning i forbindelse med fastlæggelse af kanalføring og bestemmelse af kanaldimensioner i ventilationssystemet, er tryktab, pladsforhold og støj. Egentlig anvisning i projektering og dimensionering af kanalsystemet i et mekanisk ventilationssystem ligger uden for denne anvisnings rammer, men nogle få retningslinjer gives i det følgende.

Kanalsystemet består af to separate dele – en udsugningsdel og en indblæsningsdel. Hver af kanaldelene omfatter i princippet en hovedkanal og et antal fordelingskanaler, som udgår fra hovedkanalen. Fra fordelingskanalerne udgår tilslutningskanaler, som udmunder i husets rum, hvor de afsluttes af en ventil eller et armatur. Udformningen af hver af de to kanaldele må blandt andet fastlægges under hensyntagen til tryktabet i kanalsystemet, til de aktuelle pladsforhold, der hvor systemet skal installeres, og til støjgenerering hidrørende fra luftens strømning i kanalerne.

Varme kanaler skal varmeisoleres, hvis de føres i uopvarmede rum, fx loftrum. Kolde kanaler skal varmeisoleres, hvis føres i opvarmede rum, se afsnit 2.4.2, Krav til mekanisk ventilationssystem.

Tryktabet har indflydelse på energiforbruget til lufttransport. På både udsugnings- og indblæsningssiden skal kanalsystemet derfor udføres aerodynamisk korrekt, hvilket vil sige med få og bløde bøjninger, og kanalsystemet skal så vidt muligt opbygges symmetrisk. Herved gøres indreguleringen lettere, og brug af trykregulerende komponenter, som ofte øger tryktabet, begrænses. Udformningen indebærer samtidig, at støjgenerering mindskes. Desuden reduceres materialeforbrug til kanaler.

Eksempler på opbygning af kanalsystem er vist i figur 3 og figur 4 i afsnit 2.3.1, Placering af aggregat.

2.4 Mekanisk ventilation i småhuse

2.4.1 Funktion

Drivkræfterne i et mekanisk ventilationssystem er elektrisk drevne udsugnings- og indblæsningsventilatorer. Indeluft fjernes ved mekanisk udsugning i husets fugt- og luftforurenede rum, og udeluft tilføres ved mekanisk indblæsning i beboelsesrummene.

Ventilatorerne yder et drivtryk, som gør, at mekaniske ventilationssystemer er mindre følsomme over for variationer i udeklimaet end naturlige ventilationssystemer. Med mekanisk ventilation er det muligt at kontrollere ventilationen, så den holder sig inden for nærmere angivne grænser, og det er muligt at forøge ventilationen, hvis der er behov for supplerende ventilation.

2.4.2 Krav til mekanisk ventilationssystem

Småhuse med mekanisk ventilation skal følge de overordnede ventilationsbestemmelser, som beskrevet i afsnit 2.2, Bygningsreglementets bestemmelser.

I de fugtbelastede rum, dvs. køkken, wc-rum, bad, bryggers og lignende rum, skal der være permanent udsugning. Reglementet stiller også krav om, at udsugningen i køkken og i bade- og wc-rum mindst skal kunne forøges til henholdsvis 20 l/s og 15 l/s. I særskilt wc-rum, bryggers og kælderrum skal der kunne udsuges en volumenstrøm på 10 l/s (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 2 og 4). Vedrørende udsugning i køkkenet via emhætte se tidligere afsnit 2.2.3, Emhætte.

Eksempler på fordeling af udsugning fra de fugtbelastede rum er vist i afsnit 2.4.7, Udsugning i de fugtbelastede rum.

Ved indretning af huset skal det sikres, at det er muligt for luften at strømme fra beboelsesrummene til de rum, hvor indeluft fjernes. Det skal også sikres, at der ikke forekommer luftoverføring fra de fugt- og luftforurenede rum til beboelsesrummene, se Appendiks A, afsnit A13 Luftfjernelse og interne luftstrømninger og A14 Luftoverføring mellem rum.

Energi og varmegenvinding

Bygningsreglementet stiller krav til ventilationsanlæggets energiforbrug. Dels i form af krav til elforbruget til lufttransport (SEL-værdi) (BR15, kap. 8.3, stk. 10). Derudover skal ventilationsaggregat og kanaler isoleres mod varmetab og kondens i overensstemmelse med DS 452, Termisk isolering af tekniske installationer (Dansk Standard, 2013b).

Bygningsreglementet stiller krav om anvendelse af varmegenvinding i forbindelse med mekanisk ventilation (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 3). Varmegenvindere i ventilationsanlæg, som betjener én bolig, skal have en tør temperaturvirkningsgrad på mindst 80 % (BR15, kap. 8.3, stk. 7). I småhuse opført efter bygningsklasse 2020 skal varmegenvinderen have en tør temperaturvirkningsgrad på mindst 85 % (BR15, kap. 7.2.4.1, stk. 8), se Appendiks A, afsnit A9. Temperaturvirkningsgrad af varmegenvindere.

Valg af varmegenvindertype skal i henhold til DS 447 (Dansk Standard, 2013a) ske under hensyntagen til risikoen for lækage og konsekvenserne af forurening af tilluften. Varmegenvindere skal være udformet, så lækage begrænses. En varmegenvinder kan også betegnes ’varmeveksler’. Forhold vedrørende varmegenvindere fremgår af afsnit 2.4.4, Typer af varmegenvindere.

Lydkrav

Retningslinjer og regler vedrørende støj fra ventilationsanlæg er beskrevet i afsnit 3, Støj fra installationer.

Brandkrav

Brandsikring af ventilationsanlæg skal udføres som anvist i DS 428, Norm for brandtekniske foranstaltninger ved ventilationsanlæg (Dansk Standard, 2011), jf. BR15, kap. 8.3, stk. 4. Standarden indeholder blandt andet et separat bilag vedrørende brandtekniske foranstaltninger for ventilationsanlæg i enfamiliehuse.

2.4.3 Ventilationsaggregat

Hovedkomponenter i et aggregat til mekanisk ventilation i småhuse er to ventilatorer, en varmegenvinder, filtre og spjæld, se figur 7.

Ventilatorerne anvendes til henholdsvis fjernelse af luft fra boligens fugt- og luftforurenede rum og tilførsel af udeluft i beboelsesrummene. Varmegenvinderen har til formål at reducere energibehovet ved at anvende varmen i fraluften til delvis opvarmning af tilluften.

Aggregatet rummer desuden automatik og eventuelt andre komponenter til for eksempel overvågning af risiko for kondens og isdannelse i varmegenvinderen og i kombination hermed eventuelt by-pass-spjæld, varmeflade og kanaler. Årsag til kondens og isdannelse i varmegenvindere og modvirkning af fænomenerne er behandlet i afsnit 2.4.5, Kondens og modvirkning af isdannelse i varmegenvindere.

Figur 7. Diagram, der viser principiel opbygning og typer af komponenter i et ventilationsaggregat til mekanisk ventilation.

Balanceret ventilation

Undertiden anvendes betegnelsen ’balanceret ventilation’ om mekanisk ventilation med indblæsning og udsugning. Betegnelsen antyder, at lufttilførslen og luftfjernelsen er lige store, men ofte indreguleres den mekaniske ventilation på en sådan måde, at luftfjernelsen fra de fugt- og luftforurenede rum er lidt større end lufttilførslen i beboelsesrummene. Princippet indebærer, at der opstår et svagt undertryk i huset, som medvirker til at mindske risikoen for, at fugtig indeluft trænger ud i husets konstruktioner, hvor luften kan kondensere og efterfølgende afstedkomme svampe- og rådskader.

Om sommeren kan der være behov for supplerende ventilation for at fjerne overskudsvarme. Bygningsreglementet åbner mulighed for, at den mekaniske indblæsning om sommeren kan erstattes af udelufttilførsel gennem vinduer, udeluftventiler og lignende (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 3). Systemet kan eventuelt udformes, så der sker et automatisk skift mellem driftsformerne.

2.4.4 Typer af varmegenvindere

I ventilationsaggrater til småhuse anvendes typisk tre typer af varmegenvindere:

Krydsvarmegenvinder
Modstrømsvarmegenvinder
Roterende varmegenvinder.

Krydsvarmegenvinder

En krydsvarmegenvinder er en velkendt og driftssikker konstruktion, og typen har været den mest anvendte i mange år. I en krydsvarmegenvinder strømmer fraluften og tilluften på kryds i separate kanaler, hvorved varmen i fraluften overføres til tilluften, se figur 8. Genvindertypen kan konstrueres, så der kun er ubetydelig risiko for lækage mellem fraluft og tilluft. Eventuel lækage medfører risiko for, at tilluften forurenes af fraluften.

De bedste krydsvarmegenvindere kan have en temperaturvirkningsgrad på op mod 70 %, men det vil normalt være nødvendigt at montere en eftervarmeflade for at opnå tilfredsstillende tilluftstemperatur. Ved de mest effektive krydsvarmegenvindere kan der være risiko for isdannelse i genvinderen. Metoder til at modvirke isdannelser er beskrevet i afsnit 2.4.5, Kondens og modvirkning af isdannelse i varmegenvindere.

Det kræver særlige driftsbetingelser eller dobbelte krydsvarmegenvindere at leve op til bygningsreglementets krav til temperaturvirkningsgraden. Derfor anvendes i stigende grad andre genvindertyper, fx modstrømsvarmegenvindere.

Figur 8. Eksempel på opbygning af ventilationsaggregat med krydsvarmegenvinder.

Modstrømsvarmegenvinder

I en modstrømsvarmegenvinder strømmer til- og fraluften i separate kanaler på langs af hinanden, hvorved varmen i fraluften overføres til tilluften, se figur 9. Der er derfor også ved denne genvindertype kun lille risiko for lækage.

En modstrømsvarmegenvinder har en højere temperaturvirkningsgrad end en krydsvarmegenvinder. Typisk er temperaturvirkningsgraden over 80 % og ofte op mod 90 %. Den høje temperaturvirkningsgrad gør, at det i modsætning til krydsvarmegenvindere normalt ikke vil være nødvendigt med eftervarmeflade.

Til gengæld er tryktabet ved luftens strømning gennem varmegenvinderen større end ved krydsvarmegenvindere. Energiforbruget til lufttransport er knyttet til tryktabet i ventilationssystemet. Der vil derfor typisk være et større energiforbrug til drift af ventilatorerne i et system med modstrømsvarmegenvinder end i et sammenligneligt system med krydsvarmegenvinder.

På grund af den meget høje temperaturvirkningsgrad er risikoen for, at der forekommer isdannelser i genvinderen større end ved krydsvarmegenvindere, se afsnit 2.4.5 vedrørende metoder til at modvirke isdannelser.

Figur 9. Eksempel på opbygning af ventilationsaggregat med modstrømsvarmegenvinder.

Roterende varmegenvinder

En roterende varmegenvinder består af en rotor med et stort antal små kanaler i luftens retning, der akkumulerer varmen i fraluften, som overføres til tilluften, se figur 10.

Rotoren drejes af en særskilt motor. I anlæg større end dem, der er beregnet til småhuse, kan varmegenvinderen være forsynet med en såkaldt renblæsningssektor, som kan modvirke blanding af luftmængderne.

Temperaturvirkningsgraden er typisk mellem 70 % og 80-85 %, dvs. bedre end krydsvarmegenvinderen, men ikke på højde med modstrømsvarmegenvinderen. En eftervarmeflade kan ikke med sikkerhed undværes. Fordele ved genvindertypen er, at selve aggregatet kan gøres kompakt ved store luftmængder, og at genvinderens konstruktion indebærer, at risikoen for isdannelser er lille.

En egenskab ved en roterende varmegenvinder er, at grundet selve konstruktionen er det vanskeligt at sikre, at der ikke sker overføring af forurening mellem de to luftstrømme. I sammenhæng med boligventilation er det navnlig overføring af lugt, der udgør et problem. Undersøgelser har vist, at det i nogle tilfælde er muligt at reducere problemet ved at anvende et aktivt kulfilter i luftstrømmen. Det er dog en forholdsvis kostbar løsning, som heller ikke er sikker. Anvendelse af roterende varmegenvinder i forbindelse med boligventilation kræver derfor særlige overvejelser.

Figur 10. Eksempel på opbygning af ventilationsaggregat med roterende varmegenvinder.

2.4.5 Kondens og modvirkning af isdannelse i varmegenvindere

Kondensdannelse

I en varmegenvinder overføres varme fra fraluften til tilluften, hvilket betyder, at fraluften under særlige klimatiske forhold bliver afkølet under dens dugpunktstemperatur, hvorved vanddamp i luften kondenserer, se figur 11. Kondensvand skal bortledes, og der skal være monteret vand- eller luftlås. Vandlåse skal sikres mod frysning og udtørring, for at systemet forbliver tæt, jf. DS 447, Ventilation i bygninger (Dansk Standard, 2013a).

Kondensering af vanddamp i varmegenvinderen frigiver fordampningsvarme, som kan øge varmegenvinderens effektivitet. Vandet i genvinderens kanaler vil kunne påvirke luftstrømmen og varmeovergangen i genvinderen, og hvis udeluftens temperatur er tilstrækkelig langt under 0 °C, er der risiko for frysning af kondensvandet og dermed blokering af luftstrømmen i udsugningen.

Figur 11. Principsnit i ventilationsaggregat placeret i uopvarmet tagrum med illustration af kondensafløb.

Isdannelse

Nogle metoder, der anvendes til modvirkning af isdannelse i varmegenvindere er anvendelse af:

Forvarmeflade

Reduceret udelufttilførsel
Reduceret udelufttilførsel i kombination med temperatur- og fugtføler
Reduceret udelufttilførsel i afhængighed af tryktab
By-pass.

Forvarmeflade

Et enkelt princip er at anvende en forvarmeflade, men da det kan være vanskeligt driftsteknisk at styre varmefladen, er der risiko for, at varmefladen giver anledning til et unødvendigt energiforbrug på tidspunkter, hvor der reelt ikke er risiko for isdannelse.

Reduceret udelufttilførsel

En anden metode er at reducere udelufttilførslen i takt med, at luftens temperatur falder, og risikoen for isdannelse stiger. Metoden medfører ubalance mellem tilluft og fraluft, hvilket kan være problematisk i nye, tætte huse, fx huse i bygningsklasse 2020.

Reduceret udelufttilførsel i kombination med temperatur- og fugtføler

Reduktion af udelufttilførslen sker i mange tilfælde uafhængig af luftens vanddampindhold. Isdannelse sker ved en tilstand, som afhænger af både luftens temperatur og vanddampindhold. En variant af metoden er derfor at anvende en kombineret temperatur- og fugtføler, som anbringes på det mest udsatte sted i varmegenvinderen.

Reduceret udelufttilførsel i afhængighed af tryktab

En anden variant af metoden er at reducere udelufttilførslen i afhængighed af ændringer i tryktabet over varmegenvinderen. Metoden forudsætter, at luftmængden og det forventede tryktab ved den aktuelle luftmængde er kendt. Desuden er det nødvendigt, at varmegenvinderen er konstrueret på en sådan måde, at eventuelt kondensvand i varmegenvinderens kanaler bortledes, så det ikke kan influere på bestemmelsen af tryktabsændringer, som ellers vil medføre fejlbedømmelse af risikoen for isdannelse.

By-pass

Modvirkning af isdannelse ved lav udelufttemperatur kan også ske ved, at udeluften ledes uden om varmegenvinderen ved hjælp af et spjæld og en by-pass-kanal i aggregatet. Fremgangsmåden gør det muligt at opretholde de nødvendige luftmængder, men samtidig øges kravene til kapaciteten af eftervarmefladen. Hvis varmefladen ikke kan opretholde den ønskede tilluftstemperatur, vil det være nødvendigt at reducere udelufttilførslen, som beskrevet i afsnit om reduceret udelufttilførsel.

2.4.6 By-pass af varmegenvinder, når der ikke er varmebehov

Når der ikke er varmebehov, fx i sommerperioden, er det hensigtsmæssigt, at aggregatet er indrettet, så luften automatisk ledes uden om varmegenvinderen ved hjælp af et spjæld og en by-pass kanal i aggregatet. Funktionen gør, at i driftssituationer, hvor der ikke er varmebehov, reduceres tryktabet i systemet, hvilket medvirker til at nedbringe energiforbruget til lufttransport. Indkobling af by-pass af varmegenvinderen kan med fordel ske gradvist i afhængighed af fraluftens temperatur.

Tanken om at lede luften uden om varmegenvinderen, når der ikke er et varmebehov, men måske endog et kølebehov, fører til ideen om helt at afbryde det mekaniske ventilationssystem og i stedet ventilere huset ved hjælp af naturlig ventilation.

Princippet med i perioder at ventilere ved hjælp af mekanisk ventilation og i andre perioder ved hjælp af naturlig ventilation, og hvor valget mellem mekanisk og naturlig ventilation sker ved hjælp af et styringssystem, betegnes ’hybrid ventilation’. Betegnelsen knyttes typisk til større bygninger med avancerede styringssystemer. Anvendelse af kombineret mekanisk og naturlig ventilation i småhuse er behandlet i afsnit 2.6, Kombineret mekanisk og naturlig ventilation.

2.4.7 Udsugning i de fugtbelastede rum

Bygningsreglementet stiller krav om permanent udsugning i de fugtbelastede rum, dvs. køkken, wc-rum, bad, bryggers og lignende rum, se afsnit 2.2, Bygningsreglementets bestemmelser. Reglementet stiller også krav om, at udsugningen i køkken og i bade- og wc-rum mindst skal kunne forøges til henholdsvis 20 l/s og 15 l/s. I særskilt wc-rum, bryggers og kælderrum skal der kunne udsuges en volumenstrøm på 10 l/s. Vedrørende udsugning i køkkenet via emhætte se tidligere afsnit 2.2.3, Emhætte.

Når det gælder størrelsen af udsugningen fra de nævnte rum, stiller bygningsreglementet alene det generelle krav på mindst 0,3 l/s pr. m² totalt. Der er ikke fastlagt krav til fordelingen af den samlede udsugning på de fugt- og luftforurenede rum. Bygningsreglementet foreskriver, at der skal være udsugning i de fugtbelastede rum, hvilket indebærer, at det ikke er acceptabelt at indrette udsugningen på en sådan måde, at der alene sker udsugning fra for eksempel bade- og wc-rummet og ikke fra køkken.

Typiske planløsninger i nye småhuse gør, at køkkenet i ventilationsteknisk henseende ofte står i bedre forbindelse med den øvrige bolig end bade- og wc-rummene. Hovedparten af den samlede basisudsugning fra boligen kan derfor med fordel ske i køkkenet. Bygningsreglementets krav til basisudsugningen fra bade- og wc-rum på 0,3 l/s pr. m² gælder, når rummene ikke er i brug, men da sådanne rum aldrig kan anses for fuldstændig ubenyttede, kan basisudsugningen i disse rum for eksempel sættes til 10-15 l/s. Den ’resterende’ basisudsugning svarende til 0,3 l/s pr. m² for boligen som helhed kan da ske i køkkenet.

Eksempel 1

I et hus med et samlet etageareal på 100 m² skal den samlede udsugning være mindst 30 l/s (100 m² ∙ 0,3 l/s pr. m² = 30 l/s). Da huset rummer ét bade- og wc-rum kan den samlede basisudsugning således være fordelt med ca. 10 l/s fra bade- og wc-rum og ca. 20 l/s fra køkken.

Eksempel 2

I et lidt større hus med et etageareal på 150 m² skal den samlede udsugning være mindst 45 l/s (150 m² ∙ 0,3 l/s pr. m² = 45 l/s). Rummer huset både et bade- og wc-rum og et særskilt wc-rum kan den samlede basisudsugning for eksempel være fordelt med ca. 15 l/s fra bade- og wc-rum, ca. 10 l/s fra særskilt wc-rum og ca. 20 l/s fra køkken.

2.5 Naturlig ventilation i småhuse

2.5.1 Funktion

Drivkræfterne i et naturligt system er termisk opdrift og vindpåvirkning af huset. Indeluft fjernes gennem aftrækskanaler i husets fugt- og luftforurenede rum, dvs. køkken, bade- og wc-rum samt bryggers og kælderrum. Udeluft tilføres via udeluftventiler eller andre åbninger i ydervæggene i husets beboelsesrum. I køkkenet skal det naturlige ventilationssystem suppleres af en emhætte med regulerbar, mekanisk udsugning over komfuret, se figur 12.

Figur 12. Princip for drivkræfter i småhuse med naturlig ventilation. Udeluft tilføres via udeluftventiler i beboelsesrum, og indeluft fjernes gennem aftrækskanaler i fugt- og luftforurenede rum, dvs. køkken, bade- og wc- samt bryggers og kælderrum. I køkken skal der også være emhætte over kogeplader med mekanisk udsugning og afkast til det fri (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 2).

De termiske drivkræfter beror på trykforskelle hidrørende fra massefyldeforskelle på grund af forskelle mellem indeluftens og udeluftens temperatur. Når indeluftens temperatur er højere end udeluftens, fås indvendigt overtryk i den øverste del af huset og indvendigt undertryk i den nederste del af huset. I en vis højde er udvendigt og indvendigt tryk lige store, og i denne højde ligger det såkaldte ’neutralplan’. Overtrykket over neutralplanet driver indeluft ud gennem de højest placerede åbninger, og undertrykket under neutralplanet driver udeluft ind gennem de lavest placerede åbninger. Når termiske kræfter og vindkræfter optræder samtidig, kan vindtrykket både forstærke og reducere det samlede drivtryk. Virkningen afhænger af vindtrykket og åbningernes placering. Åbninger til naturlig ventilation bør placeres, så vindtrykket bidrager til en forøgelse af drivtrykket i så stor en del af året som muligt, ikke mindst i sommerperioden. Det er især vigtigt, at afkaståbningerne placeres og udformes, så der i videst muligt omfang skabes et undertryk af vinden, se afsnit 2.5.4, Placering og udformning af aftrækskanaler.

I opvarmningsperioden vil forskellen mellem inde- og udetemperaturen indebære, at de termiske drivkræfter kan udgøre en pålidelig drivkraft, der kan transportere store luftmængder. Beboernes primære mulighed for at kontrollere ventilationssystemets ydelse er at regulere udeluftventilernes åbningsgrad. I særligt kolde eller blæsende perioder kan det endog være nødvendigt at lukke én eller flere ventiler. Der bør anvendes hensigtsmæssigt udformede udeluftventiler, som er placeret hensigtsmæssigt i rummet, se afsnit 2.5.5, Placering og udformning af udeluftventiler.

I sommerperioden, hvor der er mindre forskel på inde- og udetemperaturen, vil de termiske drivkræfter være små og ventilationssystemets ydelse vil derfor være lav. Samtidig kan der være en termisk belastning fra solindfald, som medfører behov for forøget ventilation for at fjerne overskudsvarme. Netop når temperaturen inde og ude er nær den samme, kan huset ventileres ved hjælp af åbnede vinduer. Den største effekt af ventilation ved hjælp af åbnede vinduer opnås, hvis der kan etableres tværventilation. I de tilfælde, hvor ventilationen baseres på åbnede vinduer, lemme m.m., bør aspekter vedrørende regn og indbrud iagttages.

Drivkræfter og principper i naturlige ventilationssystemer gennemgås i Appendiks A, afsnit A7. Drivkræfter og principper for naturlig ventilation.

2.5.2 Krav til naturligt ventilationssystem

Småhuse med et naturligt ventilationssystem skal følge overordnede ventilationsbestemmelser, som beskrevet i afsnit 2.2, Bygningsreglementets bestemmelser.

Det generelle krav er en udelufttilførsel på mindst 0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal samt mekanisk emhætte over komfur med afkast til det fri (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 1 og 2).

2.5.3 Størrelser på aftrækskanaler og udeluftventiler

For naturligt ventilerede småhuse kan bygningsreglementets funktionskrav for eksempel opfyldes ved nedenstående størrelse på aftrækskanaler og udeluftventiler.

Fjernelse af indeluft

I bade- og wc-rum samt kælderrum fjernes indeluft gennem aftrækskanaler med et tværsnitsareal på mindst 200 cm², hvilket omtrent svarer til det effektive åbningsareal i en såkaldt 15 × 15 cm kanal (Vejl. BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 6). Samme størrelse aftrækskanal kan også anvendes i bryggers

I køkkenet skal det naturlige ventilationssystem suppleres af en emhætte med regulerbar, mekanisk udsugning over komfuret. Emhætten skal have afkast til det fri og den skal have tilstrækkelig effektivitet til at opfange de luftformige forureninger fra madlavningen (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 2), se også afsnit 2.2.3, Emhætte.

Tilførsel af udeluft

I beboelsesrum tilføres udeluft gennem udeluftventiler med et samlet frit åbningsareal på mindst 60 cm² i rum pr. 25 m² gulvareal. I rum, som er større end 25 m², forøges udeluftventilernes åbningsareal med 2,4 cm² pr. m² gulvareal. Desuden tilføres udeluft gennem oplukkeligt vindue, lem eller yderdør. (Vejl. BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 6).

I køkken samt bade- og wc-rum tilføres erstatningsluft i takt med luftfjernelsen ved en åbning på mindst 100 cm² mod adgangsrummet. Adgangsrummet er det rum, der ligger uden for det pågældende fugt- og luftforurenede rum. I køkkenet tilføres desuden erstatningsluft gennem oplukkeligt vindue, lem eller yderdør. Bade- og wc-rum, der ligger mod ydervæg, tilføres også erstatningsluft gennem oplukkeligt vindue, lem eller yderdør.

Ved indretning af huset skal det sikres, at det er muligt for luften at strømme fra beboelsesrummene til de rum, hvor indeluft fjernes. Det skal også sikres, at der ikke forekommer luftoverføring fra de fugt- og luftforurenede rum til beboelsesrummene, se figur 12, og Appendiks A, afsnit A13 Luftfjernelse og interne luftstrømninger og A14 Luftoverføring mellem rum.

Vejledende retningslinjer og krav om tilførsel af udeluft og fjernelse af indeluft i naturligt ventilerede småhuse er samlet i tabel 5 og illustreret i figur 13.

Tabel 5. Vejledende størrelser på aftrækskanaler og udeluftventiler i naturligt ventilerede småhuse, jf. Vejl. BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 6.

Rumtype	Tilførsel af udeluft	Fjernelse af indeluft
Beboelsesrum	Oplukkeligt vindue, lem eller yderdør og udeluftventil med en samlet fri åbning på mindst 60 cm² pr. 25 m² gulvareal.	Intet krav
Køkken	Åbning på mindst 100 cm² mod adgangsrum og oplukkeligt vindue, lem eller yderdør.	Emhætte over kogepladerne med regulerbar, mekanisk udsugning og afkast til det fri. Udsugning skal kunne forøges til mindst 20 l/s (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 2)
Bade- og wc-rum	Åbning på mindst 100 cm² mod adgangsrum Hvis rum mod ydervæg også oplukkeligt vindue, lem eller yderdør	Aftrækskanal m. tværsnitsareal på mindst 200 cm²
Kælderrum	Udeluftventil	Aftrækskanal m. tværsnitsareal på mindst 200 cm²
Bryggers	Udeluftventil	Aftrækskanal m. tværsnitsareal på mindst 200 cm²

Figur 13. Illustration af vejledende størrelser på aftrækskanaler og udeluftventiler i naturligt ventilerede småhuse, jf. Vejl. BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 6. Se også tabel 5.

2.5.4 Placering og udformning af aftrækskanaler

Aftrækskanaler fra naturlig ventilation skal føres over tag og have en sådan højde og udformning, at der sikres en tilfredsstillende funktion uden gener for omgivelserne (BR15, kap. 8.3, stk. 12).

For at opfylde bygningsreglementets funktionskrav skal aftrækskanalerne placeres og udformes, så drivkræfterne fra termisk opdrift og vindpåvirkning fremmes. Eksempelvis vil det have en gunstig indvirkning på den termiske opdrift, at kanalerne placeres, så varmen fra omkringliggende rum medvirker til at opvarme kanalerne. Desuden bør kanalerne kunne føres til tagryggen med få bøjninger, eller allerhelst uden. Kanalerne bør derfor også så vidt muligt placeres centralt i huset. Bøjninger medfører tryktab, som reducerer luftstrømmen. Hvis det ikke er praktisk muligt at føre kanalerne lodret og uden bøjninger, skal der benyttes bløde bøjninger og højst to bøjninger i alt. En bøjnings vinkel med lodret bør ikke overstige 45°. Disse overvejelser kan for eksempel gælde huse i to etager, der er udformet med loft til kip, og hvor en aftrækskanal fra et køkken eller et baderum i stueetagen skal føres til det fri. Se figur 14a.

Figur 14. Eksempler på lodret føring af aftrækskanal.

a) Toetages småhus med loft til kip. Nødvendige bøjninger bør være bløde – højst 45° med lodret og med højst to bøjninger i alt.

b) Lodret føring uden bøjning via ventileret tagrum i énetages småhus.

Aftrækskanaler bør udføres som faste kanaler. Traditionelle, fleksible kanaler frarådes, dels fordi der stilles særlige krav til omhu ved montagen af sådanne kanaler, dels fordi luftstrømmene, selv ved omhyggelig montage, vil blive reduceret, fordi der i sammenligning med faste kanaler vil være et større tryktab.

Hvis anvendelse af fleksible kanaler ikke kan undgås, skal kanallængden være nøje afpasset. Det skal sikres, at kanalerne overalt er korrekt understøttet og fastgjort, og tilslutninger til andre kanaler, ventiler eller hætter skal være tætte og stabile.

Aftrækskanaler skal være kondensisolerede, hvor de passerer uopvarmede rum, fx loftrum. Den del af kanalen, som strækker sig op over tagfladen, skal også være kondensisoleret. Varmeisoleringen her, vil samtidig medvirke til at opretholde de termiske drivkræfter. Aftrækskanaler bør udmunde så nær tagryggen som muligt, og udmundingen føres helt op i højde med tagryggen, som vist på figur 14.

Generelt skal ventilationskanaler, dvs. også aftrækskanaler for naturlig ventilation, placeres, så afkastet ikke medfører gener for omgivelserne. Samtidig skal det sikres, at aftrækskanaler ikke er placeret sådan, at afkastluften overføres til udeluftindtaget, så den forurenede luft ledes ind i huset igen, med et sundhedsmæssigt utilfredsstillende indeklima til følge.

Samspillet mellem udeluftventiler og aftrækskanaler i relation til den rumlige organisering af en bolig er analyseret i Bolig og naturlig ventilation, Indeklima, energi, driftsikkerhed (Marsh & Lauring, 2003).

Ved gennemføringer af aftrækskanaler i tagkonstruktionen skal tætheden sikres ved samling med tagbeklædning og ved samlinger over fast underlag både i samling med undertag og med dampspærre, se afsnit 5.8, Klimaskærmens tæthed. Eksempler på udførelse af gennemføringer for aftrækskanaler i tagkonstruktionen er for eksempel vist i SBi-anvisning 267, Småhuse – klimaskærmen (Møller et al., 2016).

2.5.5 Placering og udformning af udeluftventiler

Udeluftventilernes primære formål er at tilføre udeluft til boligen på en kontrolleret måde. Desuden giver ventilerne beboerne mulighed for at regulere fordelingen af den tilførte udeluft.

Typer af udeluftventiler

Traditionelle udeluftventiltyper er klap- og tallerkenventiler beregnet til montage i ydervægge samt spalteventiler, som typisk anbringes i vinduesrammer og dørpartier, se figur 15.

Der er udviklet udeluftventiler med særlige udformninger eller med særlige funktioner, fx til montage i ydervæggen bag en radiator, hvor den tilførte udeluft ved hjælp af ledeplader eller et særligt posesystem bringes i kontakt med varmen fra radiatoren. Andre eksempler på ventiler med særlige egenskaber er ventiler, som passivt ved hjælp af et indbygget, fugtfølsomt element, kan regulere åbningsarealet i afhængighed af indeluftens fugtighed. Andre ventiltyper kan regulere luftstrømmen gennem ventilen afhængig af vindpåvirkning af facaden.

Figur 15. Typer af udeluftventiler med princip for fordeling af udeluft.

a) Tallerkenventil monteret i væg.

b) Klapventil monteret i væg.

c) Spalteventil monteret i karm på vindue.

En udeluftventil bør være:

Let at adskille for rengøring, let at rengøre og let at samle igen.
Forsynet med insektnet og desuden i tilstrækkeligt omfang kunne tilbageholde partikelformige forureninger
Konstrueret, så den ikke giver anledning til kondensdannelse i eller omkring ventilen.

Kondensdannelse kan forårsage fastfrysning af bevægelige dele i ventilen, og på længere sigt kan kondens skade både ventilen og omkringliggende bygningsdele på grund af indtrængende vand. Når der er behov for lydisolation mod udefrakommende støj, kan det være nødvendigt at benytte lydisolerede udeluftventiler. Principsnit gennem en tallerkenventil med insektnet, lydisolering, filter og kondensisolering er vist i figur 16.

Figur 16. Principsnit gennem tallerkenventil med insektnet, lydisolering, filter og kondensisolering.

Udeluftventiler kan tilføre udeluft på en sådan måde, at det giver anledning til trækgener. Problemet kan imidlertid løses ved at anvende hensigtsmæssigt udformede ventiler.

Skyde- og spalteventiler lever kun sjældent op til kravet om trækfri udelufttilførsel i opholdszonen (BR15, kap. 6.3.1.1, stk. 3), se også afsnit A11 Opholdszonen, træk. Årsagen er, at udeluften tilføres i en smal luftstråle med høj hastighed ret ud fra ventilen, og i nogle tilfælde vil en vindues- eller dørniche kunne få luften til at ’slå ned’ i opholdszonen.

Tallerkenventiler, som er beregnet til vægmontage, er derimod mere hensigtsmæssigt udformede, idet de afbøjer den tilførte udeluft opad mod loftet eller parallelt med ydervæggen, se SBI-rapport 196 (Statens Byggeforskningsinstitut, 2000). Når luften afbøjes, sker der såvel en opblanding med indeluften som en nedsættelse af lufthastigheden uden for opholdszonen. Herved modvirkes fare for træk i opholdszonen.

For yderligere at modvirke træk kan det være hensigtsmæssigt, at udeluftventilen placeres over en radiator. Placering over en radiator indebærer normalt også, at ventilen anbringes over et vindue. Af konstruktionsmæssige årsager kan det være risikobetonet at montere udeluftventiler over et vindue. En vinduesoverligger indeholder normalt armering, som naturligvis ikke må overskæres, men for eksempel også i letbetonbjælker med armering i undersiden, udgør en del af det uarmerede tværsnit en trykzone, der ikke må svækkes. Det skal altid nøje overvejes, om det er forsvarligt at bore hul i ydervæggen over vinduer.

En udeluftventil bør være regulerbar, den bør kunne betjenes fra gulv, og den bør være enkel og nem at betjene, rengøre og vedligeholde. Det tilskynder beboerne til at anvende udeluftventilerne efter hensigten og samtidig korrekt udnytte de muligheder, der ligger i at kunne regulere både luftstrømmen og fordelingen af den tilførte udeluft.

Figur 17. Udeluftventil placeret over vindue og over radiator medfører, at udeluft blandes med opvarmet luft og føres længere ind i rummet.

2.6 Kombineret mekanisk og naturlig ventilation

2.6.1 Princip

Drivkræfterne i et ventilationssystem, som bygger på en kombination af mekanisk og naturlig ventilation, er i visse perioder mekaniske i form af elektrisk drevne ventilatorer og i andre perioder naturlige som følge af temperaturforskelle og vindpåvrkning af huset. Princippet betegnes ’hybrid ventilation’. Udnyttelse af egenskaberne ved henholdsvis mekanisk og naturlig ventilation kan ske i forskellige situationer, fx ud fra tidspunkt på døgnet eller året, under bestemte udeklimatiske forhold eller ved en anvendelse af rummene, som medfører særlige belastninger og dermed særlige ventilations- og/eller kølebehov.

2.6.2 Styring af ventilation

Styring af hybrid ventilation er typisk tilrettelagt på en sådan måde, at den mekaniske del af systemet er i drift i vintersituationen, hvor der er fordele ved varmegenvinding, da varmebesparelsen er større end energiforbruget til lufttransport, mens den naturlige del af systemet er i drift i sommersituationen og i overgangsperioder, hvor udeklimaet er moderat. I de perioder, hvor ren naturlig ventilation er i drift, vil der ikke være energiforbrug forbundet med lufttransporten.

Balancepunktet for skift af drift mellem systemerne afhænger af bygningen. Hvis det af praktiske årsager og for at simplificere situationen skønnes, at der alene bør tages hensyn til udetemperaturen ved angivelse af balancepunktet, vil dette for småhuse ofte være mellem 10 °C og 14 °C.

Den mekaniske del af systemet kan også være i drift i perioder, hvor støj udefra eller forurening forhindrer anvendelse af den naturlige del af systemet.

Figur 18 viser et principsnit i et hus med en kombination af mekanisk og naturlig ventilation, hvor den mekaniske del er aktiv i vintersituationen, og den naturlige del er aktiv i sommersituationen og i overgangsperioder. Se også afsnit 2.5, Naturlig ventilation i småhuse.

Figur 18. Principsnit i hus med kombineret mekanisk og naturlig ventilation (hybrid ventilation).

a) Vintersituation med mekanisk ventilation.

b) Sommersituation med naturlig ventilation.

Det skal være muligt at afbryde den mekaniske del af systemet i varme perioder. For at undgå kondens og eventuel skimmelvækst i det mekaniske ventilationsanlæg i varme perioder, hvor anlægget ikke er i drift, kan anlægget for eksempel indrettes til automatisk at køre periodisk.

Småhuse kan projekteres og indrettes på en sådan måde, at der ikke er behov for brug af mekanisk køling for at opnå et tilfredsstillende termisk indeklima om sommeren. Tilfredsstillende termisk indeklima kan opnås gennem passiv køling i form af øgede luftstrømme, fx naturlig ventilation gennem styrede åbninger herunder køling om natten.

2.7 Behovsstyret ventilation i mekanisk ventilerede småhuse

Med Bygningsreglement 2010 (BR10) (Erhvervs- og Byggestyrelsen, 2010) åbnede bygningsreglementet mulighed for at anvende behovsstyret ventilation i boliger med mekanisk indblæsning og udsugning. Muligheden er videreført i Bygningsreglement 2015 (BR15, kap. 6.3.1.2, stk. 5).

Dette afsnit er centreret om behovsstyret ventilation i småhuse. En del af stoffet gælder behovsstyret ventilation i boliger generelt, herunder etageboliger. Derimod gælder det omvendte ikke – emnet behovsstyret ventilation i etageboliger omfatter mere, end der nævnes her.

2.7.1 Regulering af luftmængden

Behovsstyret ventilation er en ventilationsform, hvor luftmængderne i ventilationssystemet reguleres efter en målt eller en oplevet koncentration af luftbårne forureninger. Under den antagelse, at ventilationsbehovet i en bolig ikke er konstant, drejer behovsstyret ventilation sig selvsagt om at afpasse luftfjernelse og lufttilførsel (ventilationen) efter behovet.

En betingelse for at anvende behovsstyret ventilation er, at ventilationen ikke derved bliver lavere end bygningsreglementets almindelige mindstekrav til ventilationens størrelse, dvs. 0,3 l/s pr. m² opvarmet etageareal.

Bygningsreglementet anser boliger for at være i brug døgnet rundt, og ventilationen kan ikke reduceres til mindre end 0,3 l/s pr. m². Heraf følger, at såfremt ventilationens størrelse i en bolig er tilrettelagt i overensstemmelse med bygningsreglementets krav, som er minimumskrav, vil behovsstyring alene kunne indebære periodevis forøgelse af ventilationen. Hensigten er at opnå både forbedret termisk indeklima og luftkvalitet med reduceret risiko for skimmelvækst og husstøvmideforekomst i de perioder, hvor belastningen overstiger normalsituationen.

2.7.2 Fugt som styringsparameter

Behovsstyret ventilation går ud på at styre ventilationssystemets ydelse i overensstemmelse med ventilationsbehovet. En udfordring ved behovsstyret ventilation er at bestemme ventilationsbehovet, dvs. fastlægge parameteren, der er bestemmende for ventilationens størrelse. Forureninger i indeklimaet, som stammer fra forureningskilder, der er relateret til huset og bygningsmæssige forhold, må håndteres ved at eliminere forureningskilderne og ved at begrænse emissionen fra materialer og inventar. Forureninger, som kan henføres til beboerne og deres adfærd og brug af boligen, håndteres ved hjælp af ventilation – eventuel behovsstyret ventilation.

Behovsstyret ventilation anvendes typisk i institutioner og skoler, hvor der er afgrænsede brugs- og ikke-brugsperioder, og hvor persontilstedeværelse er den primære kilde til forurening af indeluften. I de nævnte bygninger er det almindeligt at anvende indeluftens indhold af CO₂ som styringsparameter, fordi CO₂ er en anerkendt indikator for luftkvaliteten. Både anvendelsen af institutionsbygninger og skoler samt de belastninger, der forekommer i sådanne bygninger, adskiller sig imidlertid fra situationen i småhuse, og det er derfor kun i et vist omfang muligt at overføre erfaringer og teknologi fra behovsstyret ventilation i institutioner og skoler til nye, mekanisk ventilerede småhuse.

I boliger betragtes fugt som den primære forureningskilde i indeklimaet og den bestemmende parameter ved fastlæggelse af ventilationsbehovet.

Indeluftens indhold af vanddamp skal begrænses for at hindre kondensation på bygningsdele, for at begrænse antallet af husstøvmider og for at reducere risikoen for skimmelsvampevækst. Kondensation på bygningsdele kan forårsage bygningsskader og for hurtig nedbrydning af byggematerialer, mens husstøvmider og svampevækst kan fremkalde lugtgener og have uønskede sundhedsmæssige konsekvenser, fx allergireaktioner.

Beboernes tilstedeværelse i huset og beboernes aktiviteter, fx badning, madlavning, opvask, tøjvask og -tørring, medfører en fugtbelastning i indeklimaet, som i nogle tilfælde kan være betydelig. Beboerne bør søge at begrænse fugttilskuddet fra aktiviteter, og i sammenhæng med den minimumudsugning, der skal være i husets fugtbelastede rum i henhold til bygningsreglementet, er det muligt at nedbringe fugtbelastningen, men samlet set kan den ikke undgås.

I boliger bør behovsstyret ventilation derfor være baseret på styring af ventilationen efter fugtniveauet.

2.7.3 Placering af følere

Som hovedregel skal følere placeres således, at den luft, følerne udsættes for, er repræsentativ for luften i opholdszonen. Hvis følere placeres på en væg i rummet, skal de placeres i nærheden af opholdszonen. Følere bør ikke placeres i hjørner; tæt ved dør- og vinduesåbninger; i områder med direkte sollys; i områder, der er i direkte kontakt med tilluft eller fraluft; nær personer, som opholder sig i rummet eller i områder, hvor der forekommer særlig luftforurening.

Ved opblandingsventilation, som er den typiske ventilationsform i småhuse, anbefales det, at følerne placeres mellem 0,9 og 1,8 meter over gulvet. Ved fortrængningsventilation anbefales det, at følerne placeres i opholdszonen omtrent i hovedhøjde.

I visse tilfælde placeres en føler i fraluftskanalen. Placeringen er ofte valgt, fordi det i praktisk henseende er det enkleste, men det er imidlertid usikkert, om det i en driftssituation er et hensigtsmæssigt sted at placere føleren. Hvis der forekommer kortslutning mellem indblæsning og udsugning, vil føleren i fraluftskanalen registrere bedre luftkvalitet, end der reelt er i opholdszonen, og resultatet er utilstrækkelig ventilation. Luften, der udsuges fra rummet, kan udgøre ’et gennemsnit’ af den luft, der forekommer i rummet. Hvis der ikke er fuld opblanding, kan luften, der udsuges, adskille sig fra den luft, der forekommer i opholdszonen.

Hvis der anvendes fortrængningsventilation, kan det være vanskeligt at udpege en god placering. Placeringen afhænger både af rummets geometri og af personbelastningen.

For at sikre noget nær prompte ventilation i bade- og wc-rum kan behovsstyringen med fordel også omfatte en bevægelsesføler i disse rum eller en kobling til belysningen, hvis lyset tændes ved brug af rummet. Desuden kan der indbygges både forsinkelse og efterløb, så udsugningen forøges efter for eksempel 1 minuts ophold og fortsætter yderligere for eksempel 10 minutter efter opholdet.

2.7.4 Variationer i luftmængderne i systemet

Behovsstyring af ventilationen indebærer, at tilluftsarmaturerne og fraluftsventilerne i et hus skal kunne fungere tilfredsstillende ved forskellige volumenstrømme. Hvis spændet fra minimum volumenstrøm til maksimum volumenstrøm er stor, kan det navnlig for tilluftsarmaturerne være vanskeligt at tilføre luften træk- og støjfrit både ved minimum og ved maksimum volumenstrøm.

I det tilfælde hvor tilluftsarmaturerne er indstillet til at fungere optimalt ved minimum udelufttilførsel, fx 0,3 l/s pr. m², kan en løsning ved maksimum lufttilførsel være at indkoble et eller flere ekstra tilluftsarmatur(er) og derved ’aflaste’ de øvrige tilluftsarmaturer.

Tilluftsarmaturerne kan også være indstillet til at fungere optimalt ved en højere udelufttilførsel, fx 0,5 l/s pr. m², dvs. højere end bygningsreglementets mindstekrav. Det må forventes, at det med rimelighed kan accepteres, at armaturerne ikke fungerer optimalt ved lav udelufttilførsel, fx 0,3 l/s pr. m², da boligen antageligvis er tom på de tidspunkter, hvor anlægget arbejder i minimumtilstand.