APPENDIKS

I dette appendiks fremhæves nogle af de generelle krav i Bygningsreglement 2015 (BR15) (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016) vedrørende bygningers energiforhold. Samtidig tydeliggøres en række almindelige begreber og definitioner, som må kendes i forbindelse med emnet. Udvalgte specifikke bestemmelser resumeres kort som grundlag for behandlingen i afsnit 5, Energiforbrug. 

For så vidt angår krav til bygningers energimæssige ydeevne, opererer BR15 med to forskellige bygningsenergiklasser og tre forskellige detaljeringsniveauer. 

Grundlæggende dækker BR15 såkaldt ’standardbyggeri’. Med henblik på at fremme energieffektivt byggeri rummer reglementet desuden krav til en frivillig bygningsenergiklasse betegnet ’bygningsklasse 2020’. 

For hver af de to bygningsenergiklasser stiller bygningsreglementet energitekniske krav på tre detaljeringsniveauer. Detaljeringsniveauerne betegnes:

Nyt byggeri skal for den pågældende bygningsenergiklasse opfylde alle krav inden for alle tre detaljeringsniveauer. 

Bygningsenergiklasserne og detaljeringsniveauerne er nærmere beskrevet i de følgende afsnit. 

Generelt skal bygninger opføres, så energibehovet til opvarmning, varmt vand, køling og ventilation begrænses, samtidig med, at der opnås tilfredsstillende sundhedsmæssige forhold i boligen (BR15, kap. 7.1, stk. 1).

Formålet med kravene til bygningers energibehov er at begrænse miljøbelastningen ved drift af bygninger mest muligt. Flere af de nævnte emner kan tænkes ind i selve bygningens rumlige udformning, og vil kunne bidrage til væsentligt lavere energibehov. Bygninger og bygningsdele, herunder vinduer og yderdøre, skal i øvrigt udføres, så varmetabet ikke forøges væsentligt som følge af fugt, blæst eller utilsigtet luftgennemgang.

Bygningsreglementet stiller krav til bygningers energitekniske ydeevne på tre detaljeringsniveauer. Kravene inden for alle tre detaljeringsniveauer skal være opfyldt.

Detaljeringsniveauet energiramme drejer sig om bygningens samlede energibehov. Reglementet stiller krav om, at der gennemføres en teoretisk beregning af energibehovet til opvarmning, ventilation, køling, varmt brugsvand samt i andre bygninger end boliger også belysning. Bygningsreglementet sætter en øvre grænse for energibehovet i afhængighed af bygningstypen. 

Detaljeringsniveauet dimensionerende transmissionstab drejer sig om bygningens klimaskærm. Reglementet sætter en øvre grænse for transmissionstabet pr. m² klimaskærm, eksklusiv vinduer og yderdøre.

Detaljeringsniveauet mindstekrav til varmeisolering drejer sig om bygningens klimaskærm. Reglementet specificerer konkrete krav til mindste varmeisolering (maksimale U-værdier) for tag, ydervægge, terrændæk, vinduer, m.m. 

Bestemmelserne inden for de enkelte detaljeringsniveauer er behandlet nærmere i henholdsvis afsnit 5.2, 5.3 og 5.4. Afsnittene er centreret om bygningsreglementets energibestemmelser vedrørende småhuse, men en del af stoffet er generelt gældende for alle bygningstyper.

Regler for beregning af bebyggelsesprocent og etageareal fremgår af Bilag 1 til Bygningsreglement 2015 (Trafik- og Byggestyrelsen, 2016).

Bebyggelsesprocenten er det procentvise forhold mellem det samlede etageareal og grundens areal. I bygningsreglementet er kravet for helt eller delvist sammenbyggede enfamiliehuse, herunder dobbelthuse, rækkehuse, kædehuse og lignende tæt/lav bebyggelse fastsat til maksimalt 40 %, for fritliggende énfamiliehuse maksimalt 30 % og for sommerhuse i sommerhusområder maksimalt 15 %. Hvis der findes en lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan efter de tidligere gældende byggelove, og som fastsætter andre bestemmelser om de pågældende forhold for området, er det disse bestemmelser, der er gældende.

Ved nybyggeri stilles der krav om, at bebyggelsesprocenten ikke overskrides. 

Etageareal (bygningens samlede etageareal) bestemmes ved at summere bruttoarealerne af samtlige etager, som er godkendt til beboelse. I de fleste tilfælde vil etagearealet kunne fastlægges ved at multiplicere bygningens udvendige mål, dvs. længde og bredde, og antallet af anvendelige etager. Herudover medregnes følgende til etagearealet:

For udnyttelige tagetager medregnes det areal, der i et vandret plan 1,5 meter over færdigt gulv ligger inden for planets skæring med tagbeklædningens udvendige side.

For kældre medregnes den del af arealet, hvor loftshøjden er mere end 1,25 meter over terræn.

Til etagearealet medregnes således ikke kældre eller dele af kældre, hvor det omgivende terræn ligger mindre end 1,25 meter under loftet i kælderen. Ligeledes medregnes ikke åbne altaner og småbygninger med en grundflade mindre end 10 m².

Hemse med et areal på indtil 4,5 m² medregnes ikke til etagearealet.

Bygningsreglementets beregningsregler er blandt andet uddybet i SBi-anvisning 253, Småhuse – indretning og funktion, 2 Boligens omgivelser (de Place Hansen, 2015). 

Det opvarmede etageareal omfatter det samlede etageareal af de etager eller dele heraf, som er opvarmede til mere end 15 °C, jf. SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2016). Det opvarmede etageareal omfatter kun rum, der er indeholdt i bygningens etageareal, og er det areal, der anvendes til at fastsætte bygningens energiramme. For opvarmede eller delvist opvarmede kældre, der ikke indregnes i etagearealet, indregnes dog en procentdel af kælderarealet i energirammen, se afsnit 5.2, Småhuses energibehov.

Transmissionstabet er den varmemængde, der pr. tidsenhed strømmer gennem rummets eller bygningens klimaskærm på grund af temperaturforskelle mellem inde og ude.

Transmissionstabet gennem bygningsdele bestemmes som produktet af U-værdi, areal og temperaturforskel. For lineære kuldebroer, fx samlinger mellem vindue og ydervæg, bestemmes transmissionstabet som produktet af Ψ-værdi (psi-værdi), linjelængde og temperaturforskel. For punktformede kuldebroer, fx murbindere mellem for- og bagmur, bestemmes transmissionstabet som produktet af χ-værdi (chi-værdi), antal og temperaturforskel.

Det samlede transmissionstab for bygningen, er lig med summen af de enkelte bidrag (transmissionstab gennem ydervægge, vinduer, yderdøre, tag, terrændæk og kuldebroer).

Beregning af transmissionsarealer for bygningsdele og linjelængder for lineære kuldebroer, foretages efter anvisningerne givet i DS 418, Beregning af bygningers varmetab (Dansk Standard, 2011a). I figur B1 og figur B2 er vist eksempler på opmåling for de vigtigste bygningsdele efter reglerne i DS 418. For yderligere detaljer henvises til DS 418.

Figur B1. Eksempel på måltagning ved bestemmelse af transmissionsarealer (lodret snit i bygning), jf. DS 418 (Dansk Standard, 2011a). 

Figur B2. Eksempel på måltagning ved bestemmelse af transmissionsarealer for ydervægge og boligadskillende vægge (vandret snit i bygning), jf. DS 418 (Dansk Standard, 2011a). 

Bygningsdelenes varmeisoleringsegenskaber beskrives ved deres varmetransmissionskoefficienter, de såkaldte ’U-værdier’. Værdierne beregnes som beskrevet i DS 418 (Dansk Standard, 2011a). U-værdien er størrelsen af varmetabet i watt gennem 1 m² af bygningsdelen ved en temperaturforskel på 1 kelvin (1 K = 1 °C) mellem 'inde' og 'ude'. U-værdien har dermed enheden W/m² K. Jo mindre U-værdien for en bygningsdel er – jo bedre er varmeisoleringsevnen.

Der findes U-værdier for bygningsdele blandt andet i U-værdi 2009 (VarmeIsoleringsForeningen, 2009) eller i Håndbog for Energikonsulenter 2016 (Energistyrelsen, 2015).

For at mindske risikoen for kondens og skimmelvækst og begrænse varmetabet må bygningsdele mod det fri, herunder vinduer og yderdøre, kun indeholde kuldebroer i uvæsentligt omfang (BR15, kap. 7.1, stk. 2). Kuldebroer er dele af klimaskærmen, der er markant dårligere isoleret end resten af klimaskærmen. De optræder for eksempel ved udmuringer omkring vinduer og yderdøre samt ved fundamenter. 

Den energitekniske virkning af kuldebroer skal medtages ved beregning af U-værdien for de enkelte bygningsdele. I ellers velisolerede konstruktioner kan kuldebroer have stor betydning for det resulterende transmissionstab. Det er således væsentligt, nøje at vurdere og beregne kuldebroernes effekt. 

I Bygningsreglement 2015 stilles også krav om, at der skal tages hensyn til, at der ved hjørner og skift i varmeisoleringstykkelsen optræder to- og tredimensionelle effekter, der giver ekstra varmetab. Disse ekstra varmetab betegnes henholdsvis linjetab og punkttab.

Linjetab betegnes Ψ (psi). Varmetabet gennem disse kuldebroer er proportionalt med kuldebroens længde. Linjetab optræder specielt ved samling mellem sokkel og terrændæk og ved samlinger omkring vinduer og yderdøre. Ψ-værdien har enheden W/m K og kan for typiske konstruktioner for eksempel findes i DS 418. 

Punkttab betegnes χ (chi). Punkttab optræder ved for eksempel metalbæringer og -ankre, der går gennem varmeisoleringen. Punkttabene fra bindere i hulmure indregnes i ydervæggens U-værdi. χ-værdien har enheden W/K og kan for typiske konstruktioner for eksempel findes i DS 418.

Udover varmetransmissionskoefficienten, U_w, der angiver varmetabet gennem vinduet, karakteriseres vinduer og yderdøre med glasfyldninger også ved deres solenergitransmittans (g_w-værdi). Det vil sige, den andel af solstrålingen som rammer vinduet og transmitteres videre ind i bygningen som varmetilskud. En solenergitransmittans på for eksempel 0,48 betyder, at 48 % af den solstråling som rammer vinduet, bliver tilført bygningen som solvarmetilskud.

E_ref -værdien udtrykker vinduets energibalance, som er forskellen mellem solvarmetilskuddet og varmetabet opgjort for fyringssæsonen. Jo højere E_ref-værdien er, desto bedre energibalance har vinduet. I Bygningsreglement 2015 udtrykkes krav til vinduer i nybyggeri alene ved et krav til E_ref-værdien. E_ref-værdien har enheden kWh/m² pr. år, og beregnes for en standardvinduesstørrelse (1230 × 1480 mm) uden poster og sprosser og for en referencefordeling af vinduesarealet mellem de fire verdenshjørner. Et godt lavenergivindue vil have en positiv E_ref-værdi, og tilfører således huset mere energi, end der tabes i løbet af fyringssæsonen. Det skal dog bemærkes, at i lavenergibygninger kan vinduernes energitilskud medføre problemer med overtemperaturer i sommermånederne, hvilket bedst løses med en udvendig solafskærmning.

Ventilationstabet er den varmemængde pr. tidsenhed, som på grund af luftfornyelse i rummet eller bygningen medgår til opvarmning af indstrømmende luft. Hvis der er varmegenvinding på ventilationsluften, skal der korrigeres for dette. 

Ventilationstabet fra bygningen bestemmes som produktet af luftens varmekapacitet (ca. 1,2 kJ/m³ K ved 20 °C og tør luft), luftstrømmen af udeluft, som tilføres rummet, og temperaturforskellen mellem inde og ude.

Ventilation kan tilvejebringes ved naturlig ventilation eller ved mekanisk ventilation. De forskellige ventilationsprincipper er nærmere beskrevet i afsnit 2, Boligventilation.

Ved mekanisk ventilation vil der, ud over den ventilation, som ventilationsanlægget sørger for, forekomme infiltration og exfiltration, som er luftstrømning henholdsvis ind og ud gennem utilsigtede utætheder i klimaskærmen. Utilsigtet og ukontrollabel lufttilførsel og luftfjernelse skal naturligvis begrænses, blandt andet med henblik på at den tilførte luft i videst muligt omfang passerer og opvarmes via ventilationsaggregatets varmegenvinder. Infiltrationstabet bestemmes som ventilationstabet, men med en luftstrøm som almindeligvis fastsættes som 0,13 l/s pr. m² opvarmet etageareal, men kan alternativt beregnes ud fra følgende udtryk: 0,04 + 0,06 ⋅ q₅₀, hvor q₅₀ svarer til volumenstrømmen fundet ved en trykprøvning af bygningen. 

Metode til at fastlægge infiltrationen i en konkret bygning er beskrevet i SBi-anvisning 213, Bygningers energibehov (Aggerholm & Grau, 2016).